En enig dommerkomite har blandt 41 forslag udpeget Dorte Mandrup Arkitekters forslag som vinder.
– Vinderforslagets arkitektur er enestående og understreger Vadehavscentrets formål: At øge kendskabet og forståelsen for marsken og Vadehavet, siger leder af Vadehavscentret Klaus Melbye og tilføjer:
– Arkitekturen er samtidig ny, bæredygtig og vovet og viser, at Vadehavscentret er et formidlingscenter af fremtiden.
Åbner sommeren 2016
Dorte Mandrup Arkitekters projekt tolker den oprindelige bygningskultur og er skabt i harmoni med områdets natur og egnens særlige identitet. Bygningerne opføres med tækkede stråtage og facader. Arkitekturen sætter således fokus på den stoflige skønhed og funktionelle robusthed, der findes i de lokale materialer og traditionelle håndværksteknikker.
Den ny tilbygning skaber et stort højloftet rumligt forløb, uden generende søjler, men med karakterfulde taghældninger. Sammen med dette skaber de ikke bærende vægges placering forskellige typer af rumligheder. Således kan bygningens indre bearbejdes fleksibelt i forbindelse med skiftende udstillinger.
Det nye Vadehavscenter er gjort muligt i et samarbejde mellem Esbjerg kommune, Realdania, A. P. Møller Fonden, Arbejdsmarkedets Feriefond, Friluftsrådet, Louis Petersens Legat og Augustinus fonden.
Centret forventes at stå færdigt den 1. juli 2016.