Er det en særlig dansk kompetence, at forvandle et øde område til et bæredygtigt, grønt byområde med liv i? ‘
Skal arkitekterne hos Werk levere svaret på det spørgsmål, bliver det et rungende, “ja”. For det er præcis den opgave, som virksomheden netop har landet i Stuttgart, Tyskland, på ryggen af erfaringer fra både Grønttorvet og Nordhavn i København.
Et af de vigtigste strategiske greb er, at få mennesker til at mødes.
Thomas Kock, kreativ direktør
Det er nærmere bestemt shopping-centeret Breuninger i Sindelfinden, som skal forgrønnes. Inden for få år er det Breuningers ambition at forvandle deres eksisterende område fra 70’erne til et bæredygtigt og grønt byområde. Området, som i dag er domineret af asfalt og tusindevis af parkeringspladser, skal i fremtiden forvandles til en smeltedigel for sport, kultur, shopping, erhverv og nye boformer.
Et bilfrit, grønt og rekreativt kvarter
Visionen for området er simpel. De nye byrum og byrumsforløb er bilfri, grønne og har udadvente stueetager. Herudover byder området på særlige byrumsattraktioner, som kan hjælpe området med at blive levende og til en destination for regionen.
Sportsfunktioner på taget af shoppingcenteret og et enormt surferbassin i det største byrum er bare nogle af tiltagene, som skal vende området fra at være isoleret og på bilenes præmisser til i stedet at blive en levende bydel på de bløde trafikanters præmisser, udtaler Thomas Kock, kreativ direktør og stifter af Werk.
– Et af de vigtigste strategiske greb er, at få mennesker til at mødes. Alle opgange fra det underjordiske parkeringsanlæg placeres derfor strategisk og decentralt, så de besøgende ledes op i byrummene og bliver en naturlig del af livet i kvarteret, fortæller han.
Det eksisterende shoppingcenter pakkes ind i en grøn og levende facade, som skal styrke områdets dyre og insektliv. Der placeres boliger, erhverv og institutioner rundt om og den nye biodiverse facade bliver mere end en kilometer lang og skal både fungere som ny klimaskærm og som overgang til sportsaktiviterne på taget af shoppingcenteret.