Beboerne i 112 boliger i et boligområde langs Holbækmotorvejen i Brøndby må klappe i deres hænder over det spadestik, der blev taget i deres ‘baghave’ i går. Det første spadestik bliver i løbet af de kommende måneder forvandlet til en ny støjskærm, der forventes at reducere støjen med mere end 3 decibel i 108 boliger, mens støjen forventes at blive reduceret med mere end 6 decibel i 4 boliger.
– Trafikstøj fra motorvejene er en kæmpe udfordring i Brøndby. Derfor er det dejligt, at der nu kommer noget konkret ud af de mange års kamp. Så vi er meget glade for den 1.000 meter nye støjskærm. Og vi håber bare, at det er begyndelsen. For trafikstøj plager mange andre her i Brøndby. Så derfor vil vi selvfølgelig fortsætte med at presse på for at få gjort noget ved støjen på de mange andre strækninger, hvor den også er slem, siger borgmester Kent Magelund, da tog første spadestik sammen med transportminister Thomas Danielsen.
De nye støjskærme kommer til at give en reduktion i trafikstøjen på nogle af de steder, hvor der er allermest brug for det.
Claus Risgaard Frostholm, projektleder, Vejdirektoratet
Transportministeren siger:
– Støj er noget, der fylder for rigtig mange, og det er ofte et emne, når jeg er på besøg rundt om i landet. Derfor er det godt, at vi med Infrastrukturplanen har afsat en pulje på tre milliarder til støjbekæmpelse, og jeg er glad for at være med til at tage første spadestik til en støjskærm, som vil give beboerne her ved Bygaden en mere rolig sommer.
Kan ikke fjerne støjen helt
I 2023 vil der blive bygget støjskærme for 270 millioner kroner. Pengene kommer fra Infrastrukturplanen for 2022-2035, som transportmisteren omtaler, og vil samlet dæmpe støjen i 900 boliger landet over.
Støjskærmen ved Brøndby er bekostet i budgettet 2022 og koster alene 28,3 mio. kr. Projektet vil ifølge projektleder i Vejdirektoratet, Claus Risgaard Frostholm, være alle pengene værd:
– De nye støjskærme kommer til at give en reduktion i trafikstøjen på nogle af de steder, hvor der er allermest brug for det. Samtidig fortsætter vores arbejde naturligvis også med at udpege de steder i landet, hvor en støjskærm vil gøre mest nytte, siger han og tilføjer:
– En støjskærm kan ikke fjerne støjen helt, men den kan sænke støjen til et mere tåleligt niveau.
Effektiv overdækning
I støjbekæmpelsespuljen for 2023 er der faldet 53,5 mio. kr. af til Hvidovre Kommune, der ifølge egne beregninger har 7.000 boliger, der er plaget af støj fra Holbækmotorvejen. Den første støjskærm vil medføre, at 10 boliger vil få en markant reduktion af støjen på mere end 6 dB, mens 211 boliger vil opleve en støjreduktion på mindst 3 dB.
Borgmester Anders Wolf Andresen har gennem længere tid advokeret for, at en strækning på 7,1 km af Amagermotorvejen bør overdækkes. Denne sag bliver ikke sat på hold, nu hvor 221 hvidovreboliger bliver støjskærmet.
– Der er ingen tvivl om, at en fuld overdækning er langt mere effektiv end støjskærme, når det kommer til at dæmpe støjen. Og med den planlagte udvidelse af Amagermotorvejen er der udsigt til endnu mere støj i Hvidovre, og derfor er det et oplagt sted at lave et forsøg med en fuld overdækning, understreger Anders Wolf Andresen.