Om projektet
- – Bygherre: Himmelev Sogns Menighedsråd
- – Anlægssum: ca. 65 mio. kr.
- – Arkitekt: Rørbæk og Møller Arkitekter
- – Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
- – Beton og anlæg: CG Jensen
- – Forbrug: Ca. 1.000 kubikmeter beton
TREKRONER: Den nye folkekirke i Trekroner åbnede officielt i Pinsen for et par måneder siden, og det var kulminationen på et projekt, man allerede begyndte at tale om i Himmelev Sogn tilbage i 2005.
– Den gamle Himmerlev Kirke ville i løbet af nogle år – i takt med befolkningstilvæksten i Trekroner – blive for lille, og det var ikke muligt at udvide den. Derfor blev det besluttet at opføre en ny kirke i Trekroner. Efter et længere tilløb fik vi finansieringen af den ca. 65 millioner kroner dyre kirke endeligt på plads i 2016, og så tog projektet fart, fortæller Pia Bille, der er formand for byggeudvalget i Himmelev Sogn.
Svunget murforløb
Hun har været med gennem hele processen og fortæller om blandt andet følgende om kirkens unikke form:
– Vi vidste fra start, at vi ville have et svunget murforløb med nicher, der giver mulighed for at trække sig tilbage og fordybe sig. Det blev ligeledes hurtigt besluttet, at der ikke skulle være almindelige vinduer i kirken, men derimod ovenlys som primær dagslyskilde, siger hun til Dagens Byggeri.
Æstetisk nydelse
Rørbæk og Møller Arkitekter har udformet Trekroner Kirke med et moderne udtryk af organiske former og et balanceret samspil mellem inde og ude. Indenfor er arkitekturen præget af et sivende ovenlys, der breder sig ud over kirkens mure og former rummet til en ekstraordinær, sanselig oplevelse af lys og ro.
Alt i alt er resultatet endt som en æstetisk nydelse med mange detaljer. Det er alle de involverede ret enige om. Også hos entreprenøren CG Jensen, der har stået for det udfordrende betonarbejde, som nærmest er et studie i in situ i sig selv.
Den 10 meter høje og nærmest hjerteformede bygning har krævet, at entreprenøren virkelig har gjort forarbejdet godt.
326 individuelle forme
– Det er et meget komplekst byggeri. Vi har udført denne konstruktion med ca. 40 komplicerede støbninger. Til det har vi anvendt 326 individuelt designede forme, fortæller CG Jensens projektleder Niels Thorsund til Dagens Byggeri.
Han har tidligere været med til nogle andre meget spændende og udfordrende betonopgaver, blandt andet isbjørnehuset i Zoo.
– Nogle af problemstillingerne og erfaringer derfra har jeg kunnet genbruge her, siger han.
Den største udfordring har været at forstå den samlede udformning af kirken og rækkefølgen i produktionen. Og så selvfølgelig at samle det helt rigtige team til opgaven.
– Det er enormt vigtigt, at man kan samle de rigtige kompetencer. Det har vi haft her. At de så samtidig har været meget passionerede om det, har betydet, at det hele er lykkedes med så godt et resultat, siger Niels Thorsund.
Kriller i maven
Dagens Byggeri besøgte byggepladsen tilbage i sommeren 2017, hvor byggeriet havde været i gang en måneds tid. Dengang fortalte den erfarne byggeformand John Rasmussen fra CG Jensen, at det var hans hidtil mest krævende opgave.
– Jeg kan da godt få lidt kriller i maven, for tænk hvis noget går galt. Man kan sagtens tabe pusten lidt, når man ser på tegningerne. Der skal blandt andet laves frithængende indvendige bjælker i seks og ni meters højde, sagde han dengang til Dagens Byggeri.
Heldigvis lykkedes det hele, og endda til stor tilfredsstillelse for såvel bygherre som de involverede aktører. Resultatet betød blandt andet, at projektet blev indstillet til in situ-prisen 2019. Trekroner Kirke blev dog her slået på målstregen af et projekt fra Bornholm.