Tysk kvalitet. I mange år var nærmest alt, hvad tyskerne satte sammen, af højeste kvalitet. Gennem de seneste par årtier har flere sager ganske vist blakket ryet en smule, men mange forbinder fortsat tyske produkter som noget, man kan regne med.
Men den største skamplet på tyskernes stolte tradition i at bygge kvalitet kan næsten ikke være andet en Berlins nye lufthavn.
Berlin Brandenburg Airport Willy Brandt skulle være åbnet i 2011. Men brandslukningssystemet og meget, meget andet var så ringe, at åbningen er blev udskudt igen, igen og igen. Og prisen eksploderede.
31. oktober 2020, midt i luftfartindustriens største krise, og med ni år og én dags forsinkelse, skete det så endelig. Tyskernes gigantiske byggeskandalesag kunne langt om længe lukkes. I hvert fald i første omgang.
Lufthavnen er officielt sat i drift. Nu kan man kun håbe, at de mange års udbedringer, som fik prisen til at vokse omkring 43 milliarder kroner – cirka tre gange den oprindelige pris, får lufthavnen til at fungere, som den skal.
Lufthavnens Terminal 1 blev indviet med to ankomne fly. Et fra henholdsvis Lufthansa og Easyjet. Festlighederne blev selvsagt holdt i bedste coronastil med få deltagere. Det var blandt andet spidser fra luftfartsselskaberne, lufthavnen samt både lokale og nationale politikere.
Lufthavnen dækker et areal på små 1500 hektar. Terminal 1 og 2 har hver sin landingsbane. De løber parrallet med hinanden og kan køres individuelt og samtidigt.
Den årlige kapacitet er 40 millioner passagerer om året, hvor Terminal 1 kan håndtere 25 millioner.