Almene boliger i Vinge
- Antal: Forventeligt 198 almene familieboliger
- Størrelser: 70-110 m2Form: toetagers rækkehuse, etageboliger og punkthuse i op til 10 etager
- Placering: Etableres i den nye by Vinge, som ligger et par kilometer uden for Frederikssund. Boligerne vil bugte sig fra Vinges vestlige ende ind til den grønne kile og den nye S-togs-station.
- De første beboere ventes at flytte ind til sommer 2022.
Det har været ualmindeligt svært at tiltrække nogen, der ville bygge og bo i den nye bydel Vinge ved Frederikssund. Både private boligejere og ejendomsselskaber er i årevis gået uden om byen.
men nu sker der noget. Den 24. marts gav byrådet i Frederikssund grønt lys til at opføre de første 198 almene boliger i området. En boform, som hele tiden har stået højt på ønskelisten for at give bydelen en alsidig beboersammensætning.
– Ambitionen er at skabe moderne almene boliger, som bidrager med mangfoldighed, gode muligheder for fællesskab og udearealer, som inviterer til liv mellem husene, fortæller Karsten Pedersen, der er projektudviklingschef hos Domea.dk. Domea er forretningsfører for Boligselskabet Rosenvænget, mens Mangor & Nagel er arkitekterne bag.
Fællesskabet er den bærende tanke
Det hele handler langt fra kun om mursten, når boligerne begynder at skyde op i Vinge. Grundtanken i det almene byggeri er, at der er plads til, at fællesskabet kan leve.
– Det forpligter at være nogle af de første, så vi lægger alle kræfter i at skabe nogle flotte bygninger med velindrettede boliger og mulighed for fællesskab og byliv omkring dem, siger Kim Randrup formand for Boligselskabet Rosenvænget, der er stolt af de visioner, der er lagt for projektet i Vinge.
– Hvis der er noget, det almene kan, er det at invitere alle, uanset baggrund, høj som lav, med ind i fællesskabet. Tit oplever vi desværre, at det private boligmarked prioriteres først, men i Frederikssund Kommune har man været så fremsynet, at der er tænkt på tværs af ejer- og boformer. Og det betyder alt andet lige, at man får en bedre by, når den står færdig, siger Kim Randrup.
Boligselskabet satser på at tiltrække en bred gruppe af borgere, så de 198 boliger både vil være attraktive for singler, børnefamilier og seniorer.
Udover de almene boliger, vil der også komme flere private boliger i Vinge i de kommende år. Til sammen vil forskelligheden medvirke til at skabe en spændende og socialt bæredygtig by.