Skaleringsprocessen
- Pr. november 2023 deltager 18 offentlige bygherrer i skaleringsprocessen:
- Københavns Kommune, Aalborg Kommune, Aarhus Kommune, Frederiksberg Kommune, Middelfart Kommune, Slagelse Kommune, Rudersdal Kommune, Esbjerg Kommune, Odense Kommune, Region Hovedstaden, Metroselskabet og Hovedstadens Letbane, Vejdirektoratet, Sund & Bælt, Novafos, Aarhus Vand, Aarhus Havn, Aalborg Forsyning og Kildedal By.
- Det åbne partnerskab optager løbende flere deltagere.
Der skal mindre røg, støj og CO2 fra entreprenørmaskiner på offentlige byggepladser.
De færreste er nemlig i tvivl om, at de sundhedsskadelige partikler, støjgenerne og den store CO2-udledning hverken er sundt for bygningsarbejderne, naboerne eller klimaet, når de dieseldrevne maskiner er i gang.
Men nu kan en ny analyse ‘Gevinster ved emissionsfrie arbejdsmaskiner’, som Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) har fået foretaget, sætte tal på gevinster ved omstilling af arbejdsmaskiner fra diesel til el – og konsekvenserne ved ikke at foretage den.
Læs også: De nye klimakrav er for slappe – branchen må selv tage taktstokken
Hvis alle arbejdsmaskiner – små som store – er eldrevne i 2028, vil CO2-udledningen blive reduceret med 3,4 mio. ton, og desuden kommer gevinsterne også i form af færre sygedage, hospitalsindlæggelser og dødsfald:
Ifølge analysen kan mindre luftforurening betyde 15 færre tilfælde af for tidlig død over ti år.
Læs også: Forsyningssektoren går sammen om fælles LCA-værktøj
– Vi vidste, at der var en klimagevinst. Men nu har vi også fået sat tal på de mange andre gevinster, vi kan høste ved, at arbejdsmaskiner omstilles fra diesel til el. Og der er god samfundsøkonomi ved at skifte grønt gear og komme op i fart, siger Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI.
– Men det kommer ikke af sig selv. Ingen bygherre eller leverandør kan gøre det hver for sig. Det kræver fælles vilje og handling i alle dele af værdikæden, tilføjer han.
CO-PI’s samfundsøkonomiske analyse er udarbejdet som del af skaleringsprocessen ‘Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner’ (et partnerskab mellem 18 forskellige offentlige bygherrer fra hele landet), CO-PI, Gate 21 og We Build Denmark.
1,9 milliarder i sundhed og mindre støj
Analysen viser også, at mindre luftforurening, som resultat af eldrevne arbejdsmaskiner, bl.a. kan bidrage til længere levetid, færre sygedage og færre behandlingsomkostninger i sundhedsvæsenet svarende til 1,9 mia. kroner.
Det hænger sammen med, at elmaskinerne vil give færre tilfælde af kræft, hjerte-kar- og luftvejslidelser.
Læs også: Nu indvies Københavns nye, frodige åndehul
Desuden er der med analysen nu også sat tal på værdien af, at de eldrevne maskiner kan bidrage til mindre støj ved boliger, der ligger i nærheden af bygge- og anlægspladser:
Gevinsten for hele samfundet er beregnet til 2,3 mia. kroner.
– Tallene viser med al tydelighed, at støjplagede naboer til offentlige byggepladser får en mere tålelig tilværelse, når larmende dieselmaskiner udskiftes med mere støjsvage elmaskiner. Det giver også et bedre arbejdsmiljø for bygningsarbejderne, at de ikke skal råbe til hinanden for at overdøve dielsel-larmen, siger Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI.