Under byggeriet af Royal Arena på Amager har Airteam og virksomhedens underleverandører for første gang haft adgang til byggetegninger i 3D fra mobiltelefonen. Og det sparet tid til kvalitetssikring.
– Det er første gang, at jeg oplever at se hele byggeriet fra en mobilenhed, og jeg må sige, at det er så praktisk, at jeg opfordrer folk til at bruge det og vil forsøge at få det brugt i andre fremtidige byggeprojekter, siger Kasper Holst Pedersen, der er Airteams projektleder på Royal Arenas byggeplads.
Dermed er han ansvarlig for alt, der vedrører lufttransport via rør på hele arenaen, og det er en stor opgave, hvor det er vigtigt at holde styr på alting.
– Der er rigtig, rigtig mange rør. Store rør, små rør, firkantede rør, runde rør – til al ventilation, udsugning af toiletter og godt indeklima til de tusindvis af koncertgæster, siger Kasper Holst Pedersen.
Større overblik
Han har benyttet sig af Dalux’ 3D-software til at få overblik over og kvalitetssikre rørene, hvilket har hjulpet med at bevare overblikket.
– At kunne se hele byggeriet i 3D giver et usædvanlig godt overblik over alle installationer. Tegningerne, som vi arbejder ud fra, ligger tilgængelige inde i appen, og man kan markere problemer, så andre håndværkere, montører og isolatører kan følge med. Når man får adgang til de andre entreprisers tegninger, så kan man selv uploade dem til Dalux og se hvilken leverandør, man skal kontakte ved en fejl på en hvilken som helst lille del på installationerne, siger Kasper Holst Pedersen.
I systemet fordeles opgaver automatisk på tværs af leverandører, og hvis man eksempelvis er montør, kategoriseres en monteringsfejlmelding på ens forside, så man kan klikke sig ind på både rum og det specifikke rør, der skal udbedres.
– Hvis vi kigger, om sammentømringerne på rørene er monteret korrekt, og opdager, at en fugning har fejl, kan vi tage et billede med Dalux fra mobilen og lave en registrering på stedet, så underleverandøren, der også har Dalux, får en notifikation, om det der skal udbedres, siger Kasper Holst Pedersen.
Fjerner tvivl
Han oplever, at redskabet fjerner al tvivl om, hvad der skal udbedres, og at det sparer tid.
– Fordi jeg og underleverandøren nøjagtigt ved, hvor manglen er, sår går man ikke fejl af hinanden. Man slipper for en masse gåture – både når man skal ned i skuret og registrere, skrive eller printe en fejlmeddelelse, men også når man går hen til underleverandøren, som bagefter måske kommer i tvivl om hvad der skal udbedres, og så må man tilbage igen, siger Kasper Holst Pedersen.
Ifølge ham var det den generelle forståelse for brugen af tablets og mobiler, der udgjorde det største problem med at få Dalux accepteret bredt ud blandt alle, der havmed luftsystemerne at gøre.
– Vi havde ikke helt fanget, at man kunne downloade alle tegningerne, så man kunne arbejde offline. Det er praktisk, når man arbejder i en klods af en betonbygning, der blokerer signalet. Men derudover tog det kun én gangs prøvebrug, før alle kunne betjene softwaren. Så selv om der er en barriere ved at gå i gang, så er den lille, siger Kasper Holst Pedersen.
Royal Arena forventes færdigbygget til februar 2017.