Københavns Kommune har afholdt et byggemøde med entreprenøren Valmont SM, som har fremlagt en tidsplan, hvor det forventes, at den problemramte Inderhavnsbroen kan afleveres til kommunen midt i juni. I den hidtidige tidsplan fra Valmont SM var det forventet, at broen kunne afleveres i starten af maj, men som Dagens Byggeri har skrevet, har de seneste testkørsler vist, at der fortsat er tekniske udfordringer, som skal løses, før broen kan afleveres.
Stoppested varierer
Broens boogiesystem blev monteret i marts og april, men testkørslerne har vist, at der er brug for en finjustering af åbne- og lukkefunktionen, idet de to stålbrofag ikke stopper helt præcist samme sted, hver gang de skal mødes på midten. Stoppestedet varierer med 10-15 mm, hvilket kan afhjælpes ved at etablere et fast stop med hydraulisk aktiverede kiler.
Det kræver helt skarp millimeterpræcision at få broen til at køre perfekt.
Anders Møller Serviceområdechef, Københavns Kommune
Under testkørslerne er det endvidere konstateret, at det er nødvendigt at installere en supplerende styrekonstruktion, der skal sikre, at stålbrofagene kommer i den helt rigtige position over for hinanden, hver gang de lukker sammen.
– Det er de sidste meget vigtige detaljer, der skal sikre, at denne meget komplicerede brokonstruktion kommer til at fungere helt, som den er bestilt. Broen er konstrueret, så den svinger i en let s-kurve, samtidig med at den har to bevægelige brofag, der skal skydes frem og tilbage i s-kurven. Derfor kræver det helt skarp millimeterpræcision at få den til at køre perfekt, siger serviceområdechef Anders Møller fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
Afventer dato
Københavns Kommune forventer, at Inderhavnsbroen kan åbnes for Københavns borgere og turister hurtigst muligt efter, at broen bliver afleveret, men den endelige indvielsesdato er endnu ikke fastlagt.
– Vi forventer selvfølgelig, at denne her tidsplan holder. Men set i lyset af broens historik er vi nødt til at forholde os afventende, indtil vi faktisk får den afleveret. Derfor vil vi ikke fastsætte en indvielsesdato, før vi står helt tæt på målstregen, siger Anders Møller.
Kommunen kan først iværksætte de sidste formaliteter i forhold til ibrugtagning af broen, når broen formelt er blevet afleveret fra entreprenøren til kommunen. Derfor arbejder man både med en afleveringsdato og efterfølgende med en indvielsesdato, hvor broen kan åbnes for offentlig brug.