Butikscentret blev opført i 1976 og er senere blevet ombygget i 1996. Den del af centerområdet, som ønskes omdannet, udgør et areal på ca. 5.500 kvm, og Aarhus Kommune har sendt projektet i høring med eksempler på, hvordan Trøjborg Centret kan udvides med ny etageboligbebyggelse ovenpå dele af butikscentret, og hvordan der kan indrettes rekreative opholdsarealer til boligerne og erhvervene på taget af butikscentret. Ud over rekreative opholdsarealer på taget af butikscentret, vil der også blive etableret altaner som opholdsarealer til de enkelte boliger.
Etageboligerne vil ifølge oplægget blive placeret som randbebyggelse langs Otte Ruds Gade og Aldersrovej. Mod Aldersrovej er der skitseret to etager ovenpå butikscentrets vestfløj. Mod Otte Ruds Gade er der skitseret 4-5 etager ovenpå butikscentrets sydlige del. Bebyggelsens samlede etageareal er dermed skitseret til ca. 11.500 kvm, inklusiv butikscentret.
Projektet er i høring frem til 21. april 2017.