Byggeriet trækker væksten opad

I de første 9 måneder af 2017 er omsætningen på hjemmemarkedet steget med 89 milliarder, og en af de helt store motorer er byggeriet.
Cheføkonom i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Cheføkonom i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

De seneste par år har privatforbruget og hjemmemarkedet stået for at trække væksten i den danske økonomi. Det viser en analyse lavet af Dansk Byggeri på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Det fortæller Bo Sandberg, der er cheføkonom i Dansk Byggeri.

– Det, jeg kigger på, er væksten i omsætning i første til tredje kvartal i år i forhold til samme periode i 2016. Omsætningen er steget med 4,8 procent, imens byggeriet har haft en fremgang på 7,4 procent, siger Bo Sandberg til Dagens Byggeri.

Landbruget og finanssektoren er ligeledes med til at trække væksten opad. Omsætningen i finanssektoren ligger 9,8 procent over sidste år, imens landbruget ligger 8,8 procent højere.

Boligbyggerier har været lukrative

Byggeriets omsætning er steget med 12,5 milliarder i forhold til sidste år, og en stor del af det skyldes boligbyggerier.

– Det er især de store nybyggerier af boliger, supersygehuse og den slags, der trækker væksten fremad. Men det er også gået godt med boligsalget, hvilket giver mange renoveringsopgaver fra både sælger og køber, siger Bo Sandberg.

Med en forøgelse i omsætningen på 12,5 milliarder, står byggeriet for næsten en syvendedel af den samlede vækst, hvilket ifølge Bo Sandberg er pænt, da branchen i alt står for under 10 procent af den samlede omsætning.

Flaskehals og rekruttering

Udover at fortælle om byggeriet i fremgang, advarer Dansk Byggeri om, at der kan opstå store problemer med at skaffe arbejdskraft.

– Rekruttering af arbejdskraft er rykket op som en af de største udfordringer. Den største risiko er en ekstremt eksploderende lønudvikling, men det er ikke noget, vi ser endnu, siger Bo Sandberg.

Relateret indhold