Danmark skal bygge mere i træ

Tænketanken Chora Connection opfordrer til et nationalt partnerskab om mere byggeri i træ.
Der skal bygges mere i træ i Danmark, lyder opfordringen fra tænketanken Chora Connection. Foto: Colourbox.
Der skal bygges mere i træ i Danmark, lyder opfordringen fra tænketanken Chora Connection. Foto: Colourbox.

Danmark kan reducere udledningen af drivhusgasser ved ganske enkelt at bygge mere i træ. For mens der udledes betydelige mængder CO2 under produktion af beton og stål, er det muligt at bygge i træ, så det absorberer CO2.

Det viser nye tal fra DTU, som understøtter tidligere udenlandske studier fra Sverige og Canada.

Nu er tiden moden til at tage næste skridt og indgå nationale partnerskaber, så private og offentlige parter på området forpligter sig til at bygge mere i træ og på den måde reducere dansk udledning af CO2.

Mads Randbøll Wolff, direktør i Chora Connection

Derfor opfordrer tænketanken Chora Connection, der er finansieret af midler fra Willum fonden og Velux fonden, nu til, at der indgås et nationalt partnerskab om at opføre mere byggeri i træ.

– Danske skove er fantastiske til familieudflugter og løbeture, men de kan også blive vores bedste ven i kampen mod skadelige drivhusgasser. Det er nu knap to år siden, Miljøministeriet indførte bindende krav til statslige indkøbere, så træ til byggeri, møbler og papir skal stamme fra bæredygtige skove. Et rigtigt godt initiativ, som er med til at skubbe dansk anvendelse af træ i en mere bæredygtig retning. Nu er tiden moden til at tage næste skridt og indgå nationale partnerskaber, så private og offentlige parter på området forpligter sig til at bygge mere i træ og på den måde reducere dansk udledning af CO2, siger Mads Randbøll Wolff, direktør i Chora Connection.

Nye partnerskaber

Over de næste to uger vil Chora Connection samle centrale private aktører fra træ- og byggebranchen og skovbrug til rundbordssamtaler om, hvordan Danmark kan fremme brugen af træ i nybyggeri.

Aktørerne samles for at finde fælles fodslag om, hvordan Danmark får mere bæredygtigt byggeri.

– Alle de gode ideer og visioner for at gøre dansk byggeri mere bæredygtigt er allerede derude. Vi vil gerne speede processen op, så mere byggeri bliver udført i træ, og så vi direkte udnytter dansk skovbrug til at bekæmpe udledning af drivhusgasser. Det kan for eksempel være med nye partnerskaber mellem virksomheder og myndigheder eller nye fag og forløb på byggeuddannelserne. Svaret er ikke givet på forhånd, men jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af vores rundbordssamtaler, siger Mads Randbøll Wolff.

Forskere på DTU har foretaget en ny LCA-analyse (Life Cycle Analysis) af byggematerialer og udledning af CO2. De er kommet frem til disse CO2-udledninger. Tallene falder i forlængelse af tidligere studier fra Sverige og Canada, som også peger på, at mens der udledes CO2 under produktion af beton og stål, virker bygninger af træ som et lager for CO2. Tabel: Chora Connection.

Stål og beton udleder mere CO2 end træ i byggeriet, viser analyse fra DTU. Foto: Byggeriets Billedbank.
Stål og beton udleder mere CO2 end træ i byggeriet, viser analyse fra DTU. Foto: Byggeriets Billedbank.

Relateret indhold