Dansk Boligbyg har netop afleveret BOLIG+ projektet i Søborg til bygherren, Realdania Byg. Totalentreprise-projektet omfatter 10 lavenergiboliger på Søborg Hovedgade. Der er tale om Danmarks første aktivt energiproducerende, energineutrale etageboliger, fordi BOLIG+ i modsætning til tidligere projekter medregner den el, som de kommende beboere trækker ud af stikkontakterne. Det oplyser Dansk Boligbyg i en pressemeddelelse.
Energiforbruget omfatter både vand, varme og el. Vand og varme indgår i bygningsreglementet og er derfor underlagt en række krav i modsætning til elforbruget. BOLIG+ er ifølge Dansk Boligbyg et bud på at ramme det reelle nul – ikke et nul bestemt af et reglement.
Fokus på energioptimering
BOLIG+ konceptet er et initiativ med fokus på realisering af sunde, fleksible, energioptimerede boliger af høj arkitektonisk kvalitet. Boligerne er opført og udstyret, så de lever op til kravene efter BOLIG+ kravene, samtidig med at projektet holder sig inden for “normal økonomi”. Projektet er ment som et foregangseksempel på, at det er muligt at bygge 100 procent energineutrale boliger, både med hensyn til opvarmning og ventilation, drift af apparater i boligen og energi til belysning.
Etagearealet er på 1.265 kvm, og byggeriet er i fire etager ovenpå en adgangs- og supportetage. Bygningens hvide flader har som kontrast sorte, ikke-skinnende solcellefelter, og de prismeformede, lukkede altaner er beklædt med solpaneler.
Stort solcelleanlæg
Der er etableret et meget stort solcelleanlæg og installeret genvinding på det varme vand. Specialudviklede solcellepaneler på gavle, altaner og tag leverer energi nok til at dække forbruget af strøm til varme, brugsvand, ventilation og køling. Via solceller produceres der energi til bygningens øvrige forbrug og til husstandenes private elforbrug. Huset vil blive fulgt af en uafhængig styregruppe af eksperter fra Teknologisk Institut, og Statens Byggeforskningsinstitut skal i de næste to år foretage målinger på huset.
Arkitekter er Arkitema Architects, og MOE er rådgivende ingeniører. Entreprisesummen andrager 17 millioner kroner.