Femern-budget skrider med 2,2 milliarder

Femern A/S har fremlagt et anlægsbudget baseret på konkrete priser fra de bydende entreprenører. Anlægsbudgettet er 2,2 mia. kroner højere end hidtil skønnet.
Femern-budgettet er ved at blive kørt over. Nye beregninger viser, at anlægsudgifterne bliver 2,2 milliarder højere end hidtil skønnet. Visualisering: Femern A/S.
Femern-budgettet er ved at blive kørt over. Nye beregninger viser, at anlægsudgifterne bliver 2,2 milliarder højere end hidtil skønnet. Visualisering: Femern A/S.

Femern A/S har netop fremlagt en ny finansiel beregning for projektet, som er baseret på de konkrete priser, som entreprenørerne har afleveret til Femern A/S for at udføre de fire største anlægsentrepriser på sænketunnelprojektet. Beregningen viser, at forbindelsen bliver 2,2 milliarder kroner dyrere end hidtil skønnet, idet anlægsbudgettet for kyst-til-kyst forbindelsen ser ud til at stige fra 52,7 til 54,9 milliarder kroner i 2014-priser. Det er en stigning på knap 4,2 procent, og den dyrere broforbindelse hæver nu den samlede tilbagebetalingstid fra 37 til 39 år. Udgifterne til de danske landanlæg er uændret på 9,5 milliarder kroner.

Den store prisstigning får transportminister Magnus Heunicke til at efterlyse nye forhandlinger med entreprenørerne.

De priser, der er kommet ind, er betydeligt højere, end Femern A/S har forventet. Det betyder, at der bliver brugt for meget af projektets reserver. Så Femern A/S har en klar opgave med at få forhandlet priserne ned.

Magnus Heunicke{break}Transportminister

– De priser, der er kommet ind, er betydeligt højere, end Femern A/S har forventet. Det betyder, at der bliver brugt for meget af projektets reserver. Så Femern A/S har en klar opgave med at få forhandlet priserne ned, siger transportministeren i en pressemeddelelse.

EU-pulje bliver måske mindre

De højere anlægsudgifter er ikke Femern-forbindelsens eneste økonomiske udfordring. Projektet har indtil videre sigtet efter at få den højst mulige EU-støtte, men den nyligt offentliggjorte Juncker-plan til 315 milliarder euro kommer muligvis til at betyde, at 18 procent af midlerne i den relevante pulje bliver overført til planen. Dermed er der mindre EU-støtte at søge til projektet.

– EU har tidligere opfordret os til at være ambitiøse, når vi søger om støtte, fordi Kommissionen anser Femern Bælt-forbindelsen for at være et af de vigtigste infrastrukturprojekter for Europa. Men vi er nødt til at få sikkerhed for, at den linje holder, efter at Juncker-planen er fremlagt. Lige nu er Femern Bælt-forbindelsen i en afgørende fase, hvor de samlede udfordringer og risici ved projektet er blevet større. Og de udfordringer skal vi have afklaret og reduceret mest muligt, inden byggeriet kan gå i gang, lyder det fra Magnus Heunicke, som fortsætter:

– Konkret betyder det, at Femern A/S ikke kan underskrive kontrakterne med entreprenørerne, før forligskredsen i september har fået forelagt de endelige priser, omfanget af EU-støtte og en status på miljøgodkendelse og jernbaneudbygning i Tyskland og sagt god for, at byggeriet kan gå i gang.

Tysk miljøgodkendelse mangler

Projektet hæmmes desuden af, at den tyske miljøgodkendelse mangler at falde på plads. Her skal de tyske myndigheder nå at behandle Femern A/S’ svar på de over 3.000 høringssvar, inden de kan give den formelle godkendelse af projektet. Forbundstransportministeriet og Deutsche Bahn skal også fremlægge en opdateret tidsplan for, hvordan de vil gennemføre den aftalte udbygning af de tyske jernbaneanlæg i tilslutning til Femern Bælt-forbindelsen.

Magnus Heunicke skal drøfte sagen med den tyske transportminister i næste uge og varsler samtidig, at den tyske forsinkelse kan betyde, at Danmark må overveje, i hvilken takt udbygningen af jernbanenettet udrulles på den danske side.

– Men vi skal fortsat arbejde for, at anlægsloven bliver vedtaget inden sommerferien. For med den giver vi den danske miljøgodkendelse til projektet, og det er vigtigt for at sikre fremdrift både på dansk og tysk side, slutter Magnus Heunicke.

Regeringen fremsætter sit forslag til anlægslov for Femern Bælt-projektet den 25. februar.

Relateret indhold