Femern-forbindelsen er tæt på endelig vedtagelse

Når Femern-forbindelsen formentlig vedtages i den kommende uge, bliver projektet til 64 milliarder kroner samtidig danmarkshistoriens største byggeprojekt.
Tilbagebetalingstiden for forbindelsen er aktuelt på 39 år. Illustration: Femern A/S.
Tilbagebetalingstiden for forbindelsen er aktuelt på 39 år. Illustration: Femern A/S.

Femern-tunnelen

  • Tunnelen rummer en tosporet motorvej og to elektrificerede jernbanespor.
  • Tunnelen bygges af 89 tunnelelementer, hvoraf hovedparten er 217 meter lange, 42 meter brede og 9 meter høje.
  • På det dybeste sted kommer motorvejen i tunnelen til at ligge knap 39 meter under havets overflade. Den nedgravede tunnel dækkes med et stenlag på en meters tykkelse, som med tiden sander til.
  • Der skal bruges 3,2 mio. kubikmeter beton og 360.000 ton armeringsstål til byggeriet. Til Øresundsforbindelsen gik i alt 1 mio. kubikmeter beton og 200.000 ton stål.

Anlægsloven for tunnelen under Femern Bælt forventes tredje- og sidste-behandlet i Folketinget 28. april, og når politikerne som ventet stemmer ja i folketingssalen, vil det samtidig være det officielle startskud til danmarkshistoriens største byggeprojekt. Prisen for det samlede projekt er ad flere omgange steget, og udgangspunktet er nu, at det vil koste 64 milliarder kroner at skabe forbindelsen til Tyskland, hvilket giver en tilbagebetalingstid på 39 år.

For de penge får Danmark blandt andet verdens længste sænketunnel, og det er på mange måder et megaprojekt, der skal udfoldes de kommende år. Tunnelen skal placeres i 30 til 40 meters dybde under vandet, og op mod 3.000 personer skal undervejs samarbejde på en kompleks byggeplads.

Jeg er overbevist om, at projektet bliver en milepæl for dansk ingeniørkunst, som vil blive brugt som et internationalt pejlemærke i fremtiden.

Kim Smedegaard Andersen Kontraktdirektør, Femern A/S

International interesse

– Tunnelen er et enormt byggeri. Jeg er overbevist om, at projektet bliver en milepæl for dansk ingeniørkunst, som vil blive brugt som et internationalt pejlemærke i fremtiden. Allerede nu mærker vi, at projektet vækker interesse verden over, lyder det i en pressememeddelelse fra kontraktdirektør og civilingeniør hos Femern A/S, Kim Smedegaard Andersen, som også er formand for Dansk Forening for Tunnel- og Undergrundsarbejder.

Femern-tunnelen bygges efter samme princip som den 3,4 kilometer lange Øresundstunnel, men Femern-tunnelen er spækket med nye, innovative tiltag. For eksempel skal Femern-tunnelen udstyres med ti kældre, hvilket muliggør at meget af det tekniske udstyr kan samles i kældrene nogle få steder i tunnelen, så det bliver let at servicere det uden at forstyrre trafikken.

Verdens længste sænketunnel

Tunnelen bliver 18,2 kilometer lang inklusive op- og nedkørsler på hver side af Femern Bælt, hvilket er godt tre gange længere end verdens i øjeblikket længste sænketunnel under San Francisco Bugten og fem gange længere end sænketunnelen under Øresund. Tunnelen skal bygges af i alt 89 elementer, som støbes i beton og stål inde på land. Efterfølgende transporteres elementerne løbende ud på Femern Bælt og sænkes ned i en udgravet rende i havbunden, hvor de kobles sammen og dækkes til.

Der er plads til 10 tennisbaner oven på hvert enkelt element på 73.500 ton, og der skal udgraves materiale i havbunden svarende til 4.500 fyldte bybusser for at få plads til tunnelen.

Bredt flertal bag forbindelsen

– Vi har taget de bedste løsninger fra store byggerier i ind- og udland, og de erfaringer har vi så bragt et skridt videre på Femern-forbindelsen. På den måde er det blevet teknisk og økonomisk muligt at gennemføre det her enorme byggeri, siger Kim Smedegaard Andersen.

I øjeblikket lægger politikerne sidste hånd på arbejdet med at behandle den fremsatte anlægslov, der gør det muligt at opføre forbindelsen. Lovforslaget blev fremsat i slutningen af februar 2015 og skal nu gennem tredje og sidste behandling i Folketinget. Alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten står bag projektet. Når loven er på plads, kan arbejdet gå i gang, så snart der er underskrevet kontrakter med entreprenørerne og de nødvendige tyske myndighedsgodkendelser er på plads.

I alt 89 elementer skal sænkes ned på havbunden, hvor de tilsammen vil danne den 18,2 kilometer lange tunnel. Illustration: Femern A/S.
I alt 89 elementer skal sænkes ned på havbunden, hvor de tilsammen vil danne den 18,2 kilometer lange tunnel. Illustration: Femern A/S.

Relateret indhold