Forprojekt for højvandssikring i Kerteminde

Kerteminde har de seneste år oplevet store ødelæggelser på ejendomme og arealer som følge af storme og havvandsstigninger. Nu igangsættes et forprojekt, der skal afprøve modeller for højvandssikring.
Stormen Bodil pressede store mængder vand ind i havnen i Kerteminde. Foto: Steffen Stamp.
Stormen Bodil pressede store mængder vand ind i havnen i Kerteminde. Foto: Steffen Stamp.

Kerteminde Sluselaug har igennem længere tid arbejdet på forskellige modeller for højvandssikring og har udarbejdet en skitse til en prototype for en sluse, og nu har Kerteminde Kommune og Sluselauget igangsat et forprojekt, der skal undersøge den tekniske og økonomiske bæredygtighed af en sluse ved havneindløbet og kystsikring mod byens sydlige og nordlige del. Projektet er støttet af Realdania, og hvis resultaterne er positive, vil det kunne danne grundlag for at arbejde videre med en egentlig realisering af slusen.

En væsentlig udfordring

– Højvandssikring af de danske kyster er en væsentlig udfordring, hvor vi i de kommende år skal søge erfaringer for at finde gode, bæredygtige løsninger. Vi ser initiativet i Kerteminde som en mulighed for at afprøve løsninger, som muligvis også kan anvendes andre steder i landet, hvor vilkårene er sammenlignelige, siger Anne-Mette Gjeraa, projektchef i Realdania.

Nu får vi verificeret, om ideen kan bære, og hvad prisen vil være for etablering.

Hans Luunbjerg Borgmester, Kerteminde Kommune

Borgmester i Kerteminde Kommune, Hans Luunbjerg, ser frem til at få undersøgt mulighederne for højvandssikring nærmere.

– Nu får vi verificeret, om ideen kan bære, og hvad prisen vil være for etablering, så vi får et godt beslutningsgrundlag. Desuden får vi en faglig sparring, som gør det muligt at arbejde videre med et af de prioriterede områder i Klimatilpasningsplanen, som netop er at undersøge muligheden af virkningen af en sluse i inderhavnen, siger Hans Luunbjerg.

Kerteminde Kommune har afsat 15 millioner kroner til en eventuel opførelse af højvandssikringen. Det er Rambøll, som skal verificere planerne i forprojektet, som løber fra april til og med juli.

Relateret indhold