Flere senge og behandlinger
- Størrelse: 195.000 m2 (nu 64.500 m2)
- Senge: 831 (nu 296)
- Bygningshøjde: 55 meter (10 meter)
- Indlæggelser pr. år: 90.000 (22.000)
- Ambulante besøg: 400.000 (57.000)
- Ansatte: ?Mere end 4.000 (1.600)
Region Sjælland har valgt entreprenørfirmaet M.J. Eriksson A/S til den første del af anlægsarbejdet i forbindelse med byggeriet af Sjællands Universitetshospital i Køge. Arbejdet med at anlægge byggeplads og forberede byggeriet begynder den 19. maj 2016. Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
– M.J. Eriksson står for byggemodningen, de interne veje, p-pladser og graver ud til selve byggeriet, fortæller projektchef Lene Stevnhoved, Region Sjælland.
Køge Sygehus har allerede skiftet navn til Sjællands Universitetshospital. I løbet af de kommende år vokser universitetshospitalet til tre-dobbelt størrelse. Det officielle spadestik foregår midt i 2017, når selve byggeriet begynder. De første etaper vil stå klar i løbet af 2019, mens det færdige universitetshospital indvies i 2022.