Det tidligere kommunehospital i Aarhus skal Forskningsfondens Ejendomsselskab i samarbejde med Aarhus Universitet udvikle til et helt nyt campusområde på 110.000 kvadratmeter, som får navnet Universitetsbyen.
– Vi har glædet os længe til at komme i gang med det første delprojekt, der løber fra 2019-2021. Delprojekt 1 omhandler omdannelse af Bygning 1870, som omfatter mere end 23.000 kvadratmeter, til Aarhus Universitet – Institut for Molekylærbiologi og Genetik. FEAS har desuden allerede igangsat planlægningen af de næste delprojekter, herunder også de første studieboliger i området, med et formål om at skabe et byområde fyldt med liv og samspil mellem universitet og erhvervsliv, siger projektdirektør Erik Pagaard Nielsen, FEAS.
Klar til nedbrydning og sanering
MT Højgaard skal udføre bygningsarbejderne i det første delprojekt i området, og her glæder man sig over udsigten til at blive del af et visionært Aarhus-projekt med stor bevågenhed.
– Vores opgave drejer sig i første omgang om den bygningsklynge, som har navnet Bygningskompleks 1870. Den skal vi miljøsanere og nedbryde, og vi har derudover en betinget kontrakt på byggeplads- og bygningsarbejderne, som indeholder facaderenovering og nyt tag. Det er et rigtigt spændende projekt, som vi virkelig ser frem til at være en del af, så vi glæder os til samarbejdet, siger produktionschef Mads Lautrup.