I dag tog Gentoftes borgmester, Hans Toft, adm. direktør i Danica Pension, Per Klitgaard, og direktør i NCC, Palle Rasmussen, første spadestik til byggeriet på Tuborg Strandeng, et område på 53.550 m² ejer- og udlejningsboliger med i alt 323 boliger.
Fem kysthuse med 167 boliger opføres i første parket til Øresund på området syd for indsejlingen til Hellerup Havn. For foden af boligerne anlægges sydvendte inderhavne med brygger, badetrapper og en helårs badebro, så de kommende beboere kan nyde vandet og naturen året rundt. Desuden opføres Byhuset og Bakkedraget, to udlejningsbyggerier med 156 boliger.
Det skriver Danica Pension i en pressemeddelelse.
– På Tuborg Strandeng vil vi skabe den bedste ramme for dem, der vil leve det aktive liv med Øresund som nabo, men ikke har tid og lyst til at vedligeholde en ældre villa. Uden for døren i de nye boliger ligger havet, byen og et stort, naturskønt område med masser af lys og luft, siger Per Klitgaard, adm. direktør i Danica Pension.
Tegnet af Lundgaard og Tranberg
Lundgaard & Tranberg Arkitekter, kendt for blandt andet Skuespilhuset, Tietgenkollegiet og Axel Towers, har tegnet de skulpturelle boliger, der udvendigt beklædes med specialdesignede sten.
Flere boliger har tre facader og et 270 graders ugeneret kig over havet og strandengen med blandt andet fyrretræer, havtorn og slåen.
Ingen af boligerne bliver ens og en særlig konstruktion betyder, at ejerne kan indrette boligen, så den passer til individuelle ønsker og behov – nu og i fremtiden.
– Det har været afgørende for os at skabe skulpturelle og varierede boliger, hvor man oplever at leve i tæt kontakt med havet og den frodige strandeng, siger arkitekt Lene Tranberg, fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
I første omgang opføres to kysthuse med 50 boliger på mellem fire og 12 etager. Boligerne er ca.160-320 m2. Alle boliger har to parkeringspladser i en underjordisk garage. Det er NCC der skal opføre byggeriet.