Gråkjær A/S
- Gråkjær har i mere end 40 år arbejdet med totalentrepriser inden for byggeri til landbrug, erhverv og bolig – og nu også inden for landbaseret aquaculture-anlæg.
- Det er i alt blevet til tæt ved 4.000 byggeprojekter.
- Gråkjær Aqua opfører landbaserede recirkulerende anlæg til produktion af både smolt (små fisk) og slagtefisk.
- Virksomheden har 125 medarbejdere, der varetager alt fra sparring og rådgivning med bygherre, miljø- og myndighedskontakten, design- og tegneprocessen, projektering og opførelse af store byggeprojekter.
Den stigende efterspørgsel på fisk til fødevareindustrien har åbnet en mulighed for Gråkjær A/S.
Virksomheden har skabt et totalentreprisekoncept til opførelse af fiskeopdrætsanlæg på land.
Gennem de sidste to år har Gråkjær opført syv anlæg i Norge, Schweiz og Danmark.
– De erfaringer, vi har gennem opførelse af mere end 4.000 byggeprojekter til erhvervslivet og landbrugsbranchen, har givet os den optimale baggrund for nu at samle det team, der skal til, for at vi kan gøre en forskel på aquaculture-området, siger administrerende direktør i Gråkjær, Jan Larsen.
Knowhow
Flere af medarbejderne i aquaafdelingen har selv arbejdet på fiskefarme, og har derfor konkrete mangeårige erfaringer med, hvordan en komplet fiskefarm skal sammensættes.
Der er mange facetter inden, under og efter selve byggeprocessen.
– Sammen med kunden udvikler vi den forretningsplan, der skal ligge til grund for projektet, udfører likviditetsberegninger og har dialogen omkring miljøgodkendelse og placering i landskabet med myndighederne. Vores konstruktører har designet og projekteret en lang række anlæg og ved derfor, hvor der skal være særlig fokus inden byggeriet startes op, siger Morten Malle, direktør på aquaområdet.
Arbejde med dyr
Der er mange komplekse komponenter, der skal spille sammen, når der skal etableres produktionsfaciliteter til levende dyr.
– Den erfaring har vi med fra landbrugsbranchen. Såvel foder, ventilation, cirkulation og vandkvalitet skal være optimalt for at fiskene har det godt og vokser i det forventede tempo, siger Morten Malle.
Firmaet står ligeledes for at opføre kontorer, udenomsplads, slagteanlæg og selve vandrensesystemet.
Fisk langt inde på land
Gråkjær A/S har i samarbejdet med bygherre og leverandører udviklet selve recirkulationsanlægget.
Det betyder, at der benyttes et minimum af vand ude fra, idet vandet renses både mekanisk og biologisk med UV-lys og biologiske filtre og genbruges i bassinerne. Det betyder igen, at et fiskeopdrætsanlæg kan placeres, hvor kunderne er. Der er ikke behov for at det altid ligger ved havet.
– Vi vil helt sikkert i fremtiden komme til at se fiskeproduktion tæt ved byerne. Så skal fisken ikke transporteres i lastbiler inden slagtning og færdigproduktion og salg i butikkerne, siger Jan Larsen.
– Det betyder også, at produktionen er bæredygtigt på flere måder. Der er styr på sundheden i bestanden, der er kontrol over miljødelen, der er gode arbejdsforhold for medarbejderne, og kunderne får et anlæg, der klar til brug, når de får udleveret nøglen, siger Jan Larsen.