Grunde til salg: Nyt kvarter blomstrer op i Midtjylland

De første grunde i et helt nyt boligområde i Vorgod-Barde forventes nu byggeklar fra sommeren 2024, der blandt andet tæller to byggearealer på 4.300 kvm.
Det nye boligkvarter opføres i naturområdet ved Fuglvigbjerg i Vorgod-Barde. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune.
Det nye boligkvarter opføres i naturområdet ved Fuglvigbjerg i Vorgod-Barde. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det bliver nu muligt at tage del i den videre udvikling af lokalområdet i Vorgod-Barde nær Videbæk og Herning.

I starten af denne måned påbegyndte Ringkøbing-Skjern Kommune nemlig byggemodningen af et nyt beboelsesområde ved Fuglvigbjerg, der er centralt placeret i områdets lokale natur.

Læs også: Giga-energipark til 60 milliarder i Ringkøbing-Skjern

I modningsprocessen tæller i første omgang Sanglærkevej, hvor et forberedende arbejde skal danne ramme for ni nye boliggrunde til parcelhuse og to arealer, der hver især udgør omkring 4.300 kvm og er særligt tiltænkt opførelsen af rækkehuse eller etagehuse.

Derudover forberedes yderligere 13 parcelhusgrunde med udsigt over Vorgod å på den kommende Tårnfalkevej.

Flere på vej

Planlægningen af det nye boligkvarter i Vorgod-Barde omfatter også etableringen af endnu flere veje og byggegrunde, og modningen af disse vil finde sted, så snart de første boligområder er blevet solgt.

Prisen for de enkelte grunde er endnu ikke fastlagt, da niveauet er bundet til de endelige udgifter tilknyttet den igangværende modningsproces. Men når omkostningerne er blevet opgjort, vil byggegrundene sendes i udbud til en fast mindstepris pr. kvm.

Det er ikke muligt at reservere byggegrundene hverken før eller under udbudsperioden, og Conni Bülow, jurist for Ringkøbing-Skjern Kommune, uddyber, at processen derfor vil foregå som hidtil:

– Som altid, når kommunen sælger bolig- eller erhvervsgrunde, bliver grundene annonceret til salg på kommunens hjemmeside og i lokalaviserne. Herefter kan man så indsende tilbud om køb af en grund frem til budperiodens udløb, forklarer Connie Bülow, der netop også står for salget af kommunale byggegrunde.

Læs også: 3 i træk: Entreprenør bygger mere alment – i Skjern

I forbindelse med etableringen af boligkvarteret ved Fuglvigbjerg skal der også anlægges nye stier, der skal forbinde det nye boligområde med de eksisterende. Derudover skal såkaldte LAR-løsninger også integreres med henblik på at lede overfladevand fra veje og stier ud til regnvandsbassiner og grøfter.

De første grunde forventes at komme til salg i sommeren 2024.

Relateret indhold