I weekenden den 4.-5. november åbner landets største typehusfirma, Huscompagniet, en helt ny udstillingsby, hvor man vil fremvise noget af det nyeste inden for parcelhusbyggeri. De fire forskellige udstillingshuse ligger i Engholm Søpark i det nordlige Herning.
Med den nye udstilling har Huscompagniet lige nu otte udstillingsbyer spredt over landkortet.
– Vi åbner jævnligt en ny udstillingsby, som typisk eksisterer et par år. På den måde kan vi hele tiden vise det nyeste, forklarer salgschef Joakim Østergård fra Huscompagniet Herning.
Ikke mange typehuse
De fire huse er på mellem 170 og 200 kvadratmeter og med forskellige tagløsninger, sten, køkkenindretninger osv.
– På den måde kan de mulige købere komme og lade sig inspirere af forskellige løsninger og derefter sætte de forskellige muligheder sammen i individuelle løsninger, siger salgschefen og tilføjer, at der i dag ikke er meget ‘typehusfirma’ over Huscompagniet.
– Den titel er ikke retvisende mere, for langt de fleste villaer, vi opfører i dag, er resultatet af individuelle løsninger, siger han.
Virksomheden har haft vind i sejlene gennem de senere år, og i år forventer man at lande på et salg på omkring 1.500 enheder – heraf cirka 100 i Herningområdet.