I marts 2018 afsatte Københavns Kommune midler til opførelsen af Papirøens kommende vand-kulturhus, som Kengo Kuma & Associates / Cornelius Vöge har tegnet.
Opførelsen af vand-kulturhuset har imidlertid været forudsat af, at der kunne opnås støtte fra private fonde på 300 mio. kr. Det er nu sket, idet Nordea-fonden sikrer vand-kulturhusets fulde finansiering.
– Papirøen skal også fremover være et af Københavns folkelige samlingssteder. Med Nordea-fondens støtte kan vi nu opføre Kengo Kuma & Cornelius Vöges enestående vand-kulturhus, så Papirøen også fremover vil være et helt unikt og åbent sted for alle københavnere og byens gæster. Det synes jeg er fantastisk, siger overborgmester Frank Jensen.
Vand-kulturhusets realisering fejres den 20. juni , hvor Kengo Kuma kommer til Danmark og afholder en forelæsning for studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK). Her vil Kengo Kuma og Yuki Ikeguchi, partner i Kengo Kuma & Associates, fortælle om visionerne bag det unikke vand-kulturhus.