Kort om VANDPLUS
- VANDPLUS er et partnerskab mellem Lokale og Anlægsfonden og Realdania i samarbejde med Naturstyrelsen. Tilsammen har de uddelt 11,8 millioner kroner til fire foregangsprojekter i hele Danmark. Projekterne skal vise, at det er muligt at gennemføre klimatilpasningsprojekter og samtidig skabe helt nye værdier for borgerne og byerne. Projekterne ligger i Viborg, Solrød, Frederiksberg og Gladsaxe.
Frederiksberg slår tre fluer med et smæk, når byen indvier Lindevangsparken efter halvandet års ombygning og klimatilpasning. Parken er stadig et grønt åndehul for byens beboere, men nu tjener den også som læringsunivers for skolebørn og som aflastning for kloakkerne ved ekstrem regn. Fremover bliver regnvand ledt uden om kloakkerne og kommer i stedet til sin ret som vand, man kan nyde synet af og lege med.
Koster mange penge
– Rundt om i hele Danmark står kommunerne over for en stor klimatilpasningsopgave. Det koster mange penge, og derfor giver det rigtig god mening, når man som her på Frederiksberg tænker i at skabe merværdi, der samtidig løfter de fysiske rammer med nye muligheder for byliv. Det giver tørre kældre og øget bylivskvalitet i ét, siger filantropidirektør i Realdania, Anne Skovbro, i en pressemeddelelse.
Klimatilpasning er en kæmpe opgave for os i de kommende år – og vi er ambitiøse og går efter de bedste løsninger, der skaber værdi på andre måder en bare klimatilpasning.
Jan E. Jørgensen Formand for By- og Miljøudvalget, Frederiksberg Kommune
Projektet har været næsten halvandet år undervejs, og det har været et udviklingsprojekt, der har budt på nye tekniske udfordringer.
– Klimatilpasning er en kæmpe opgave for os i de kommende år – og vi er ambitiøse og går efter de bedste løsninger, der skaber værdi på andre måder en bare klimatilpasning. Desværre kan det også skabe forhindringer og forsinkelser, sådan som det er sket her. Men nu er vi flot i mål, og de gode erfaringer fra dette projekt tager vi med os til de næste, siger formand for By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune, Jan E. Jørgensen.
Skaber merværdi
Projektet er finansieret af Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Kloak AS, Frederiksberg Forsyning, Frederiksberg Boligfond samt VANDPLUS, der er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Realdania og Lokale Anlægsfonden. Niras og Marianne Levinsen Landskab har været rådgivere på projektet.
Også borgmester i Frederiksberg Kommune, Jørgen Glenthøj, glæder sig over, at klimatilpasningsprojektet har skabt merværdi for borgerne – både når solen skinner, og når det regner.
– Jeg glæder mig til at byde velkommen til en flot og inspirerende park, hvor der er tænkt nyt og anderledes på en måde, der er typisk for Frederiksberg. Hovedformålet er at forsinke vandet og få det til at sive ned i grønne arealer frem for i byens kældre. Men i den valgte løsning udnyttes regnvandet også til leg og læring, så det øger den rekreative værdi for brugerne af parken, siger han.