Datoer til kalenderen
- 10. november: Frist for tilmelding til informationsmødet
- 15. november: Bygningsstyrelsen offentliggør udbudsbekendtgørelsen
- 16. november: Informationsmøde på Arkitektskolen i Aarhus
- 18. december: Ansøgningsfrist
Bygningsstyrelsen forventer at offentliggøre udbudsbekendtgørelsen til totalentreprisen på NEW AARCH den 15. november 2017 med ansøgningsfrist den 18. december 2017. Informationsmøde finder sted i Aarhus den 16. november 2017.
Bygningsstyrelsen kalder udbuds- og samarbejdsformen for projektet for ‘New AARCH – new partnering’. Som forløber har styrelsen i foråret 2017 gennemført en længere markedsdialog om såvel udbudsform som entrepriseform for at kunne tilrettelægge og gennemføre udbuddet og det efterfølgende samarbejde. Projektet blev blandt andet præsenteret og diskuteret på Bygningsstyrelsens åbne entreprenørdag den 1. februar. Efterfølgende har omkring ti entreprenørfirmaer været inviteret til særskilte markedsdialogmøder.
På informationsmødet vil projekt, udbudsbetingelser og samarbejdsmodel blive præsenteret, og besøgende får mulighed for at stille spørgsmål til bygherren.
Tegnes af ny tegnestue
Den nye arkitektskole i Aarhus skal tegnes af Vargo Nielsen Palle, ADEPT og Rolvung & Brøndsted Arkitekter i samarbejde med Tri-Consult, Steensen Varming og Lendager Arkitekter. Det forventes, at den nye arkitektskole kan indvies i 2020. Den bliver på cirka 12.500 kvm og er budgetteret til i alt 271 millioner kroner.
Vargo Nielsen Palle består af Brian Vargo, Jonas Snedevind Nielsen og Mathias Palle, som efter at have vundet idékonkurrencen i foråret 2016 etablerede deres egen tegnestue.
ALL, BIG, EGA, Lacaton & Vassal og Bessards’ Studio samt Sanaa var de øvrige deltagere i projektkonkurrencen.