I flere år har mange aktører i byggebranchen haft udfordringer med at navigere i det til tider komplekse bygningsreglement.
Men inden længe er en ny chatbot, der netop er designet til at forenkle søgningen efter information i regelsættet og tilhørende vejledninger, klar til markedet.
Små og mellemstore virksomheder har brug for en hjælpende hånd
’ByggeGPT’, som chatbotten hedder, er udviklet af udviklingsplatformen Contech Lab og bliver i denne sommer testet af en række virksomheder i byggebranchen, inden Molio overtager teknologien til videreudvikling og implementering.
– Målet med ByggeGPT er at give byggebranchen et værktøj, der kan besvare spørgsmål om bygningsreglementet og dets vejledninger på en enkel og letforståelig måde, fortæller udviklingschef i Molio, Bjarke Fjeldsted.
– Selv som erfaren aktør i byggebranchen kan det være svært at finde rundt i bygningsreglementet og de tilhørende vejledninger. Det håber vi bliver nemmere med ByggeGPT, tilføjer han.
Skal tale sammen med eksisterende platforme
Chatbotten er udviklet med ChatGPT Open AI-teknologi og trænes med data fra den gældende lovgivning.
Den bliver udviklet løbende baseret på feedback fra brugerne og bliver herefter integreret i Molio Byggedata, som er en digital platform, der allerede rummer nødvendige regler og byggeteknisk viden til at sikre kvalitetsprocesser i byggeriet.
Dog er ByggeGPT, ligesom andre chatbots, kun er et værktøj til at finde og forstå specifik information og kan dermed ikke erstatte en professionel rådgiver eller myndighedsgodkendelse, påpeges det.
Digital fremmarch i byggeriet sikrer milliardomsætning
– Lovgivning fylder meget i byggebranchen, så det er vigtigt, at vi arbejder smart og digitalt med at gøre det så simpelt og administrativt let at opfylde diverse krav, siger Ole Berard, der er digitaliseringschef i Molio.
– Det er samtidig vigtigt, at løsningerne kan tale sammen med de løsninger, der allerede findes derude. Vi håber på, at vi på sigt kan integrere ByggeGPT med data fra andre vidensinstitutioner og platforme såsom den digitale platform, som Build har udviklet for SBI-anvisninger, tilføjer han.
ConTech Lab er etableret i samarbejde mellem Molio, Industriens Fond og Realdania.