Ny dansk løsning til stilladsbranchen

Dansk stilladsfirma har taget patent på et opskydeligt rækværk.
"Op-Rækværket" hedder et nyt, danskudviklet stilladssystem udført i aluminium. Foto: Ulstrupsmeden.
"Op-Rækværket" hedder et nyt, danskudviklet stilladssystem udført i aluminium. Foto: Ulstrupsmeden.

Hvis man ikke er tilfreds med, hvad der allerede findes på markedet, må man selv skabe det.

Den historie har dannet basis for udviklingen af mange nye produkter, og den er også motoren i udviklingen af Op-Rækværket, der er et stilladsrækværk udviklet af det danske firma Ulstrupsmeden ApS. Rækværket er udformet i aluminium, hvilket er med til at give den lave vægt, som samtidig gør det lettere håndterbart. Rækværket har en vægt på maks. 14 kg.

– Løsningen er skabt, fordi vi ikke var specielt begejstrede for de løsninger, der allerede var på markedet. De var for besværlige at arbejde med. Vi har brugt over et år på at udvikle og tilpasse vores egen løsning, så det nu fungerer optimalt, og giver en høj sikkerhed for stilladsarbejderne, fortæller Kim Fausø fra Ulstrupsmeden.

Han er i sin tid udlært både VVS’er og blikkenslager, inden han for cirka 25 år siden bevægede sig ind i stilladsbranchen. Først som stilladsarbejder, siden som stilladskonduktør og siden 2001 som selvstændig i TotalStillads, der deler ejerskab og adresse med Ulstrupsmeden.

Fri bevægelighed

Op-Rækværket er lavet, så det monteres nedefra. Når delene er samlet, løftes det op og låses fast fra jorden med en enkel bøjle. Det betyder, at når man kommer op på næste dækhøjde, er der allerede rækværk oppe, og dermed vil selen bliver overflødig. Dette giver mere arbejdsfrihed til at bevæge sig frit på stilladset.

De første partier er allerede solgt til flere sjællandske stilladsfirmaer samt et par stykker i Jylland, og forhåbentlig er der mere undervejs. Hos Ulstrupsmeden er de positive men holder alligevel benene på jorden.

– Vi har store forventninger til Op-Rækværket, da der er lovkrav om at anvende kollektiv sikring. Vi synes selvfølgelig, at vores Op-Rækværk bør stå hos alle firmaer, som tilbyder stilladser, siger Kim Fausø.

Rækværket fås både til langsider og endestykker og findes til stilladstyperne Layher, +8 og Bosta. Desuden kan de nemt tilpasses andre stilladsmærker. Løsningen er patenteret i Danmark, og EU-patentet er også undervejs.

Op-Rækværket er lavet, så det monteres nedefra. Når delene er samlet, løftes det op og låses fast fra jorden med en enkel bøjle. Foto: Ulstrupsmeden.
Op-Rækværket er lavet, så det monteres nedefra. Når delene er samlet, løftes det op og låses fast fra jorden med en enkel bøjle. Foto: Ulstrupsmeden.

Relateret indhold