Om SDU Sund
- SDU Sund er en ny fakultetsbygning til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.
- Fakultetsbygningen vil forbinde Syddansk Universitet med det nye Odense Universitetshospital, Nyt OUH.
- Den nye bygning bliver 50.000 kvadratmeter.
- Byggeriet af SDU Sund er opdelt i seks entrepriser. MT Højgaard A/S har entreprisen for byggeplads og råhus, der er under opførelse nu.
Bag Syddansk Universitet i Odense er anlægsaktiviteterne i fuld gang, og den nye bygning til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet begynder at tage form. Det oplyser Vejdirektoratet.
Siden første spadestik i november 2019 har byggepladsen undergået en stor forandring fra bart område til et område med aktivitet i begge ender af byggepladsen.
– Der er høj aktivitet og god fremdrift på byggepladsen, og vi arbejder med flere parallelle aktiviteter. Vi skal i alt bygge 50.000 nye kvadratmeter og er i gang i begge ender af pladsen med kælderkonstruktioner og masser af støbearbejde, siger Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet.
Eksempelvis blev en stor kælderbundplade tæt på universitetets eksisterende bygninger støbt i en sammenhængende støbning over 10 timer i starten af maj. De næste måneder er det væggene, det gælder, så kælderen bygges op.
Fast fundament på plads
For at sikre både byggegrube og universitetets eksisterende bygninger er der mod den store kælderbundplade etableret en væg af sekantpæle. Sekantpælene i beton er støbt for at bidrage til at sikre universitetsbygningerne mod at skride ned i den fremtidige kælder under arbejdets udførelse. Terrænforskellen mellem de eksisterende bygninger og bunden af den nye kælder er cirka 12 meter.
Bundpladen blev støbt tilbage i marts måned i en sammenhængende støbning over 16 timer, hvor i alt cirka 2100 kubikmeter beton blev fordelt på cirka 80 x 60 meter. På bundpladen bliver væggene støbt mellem to forskallingsplader.
– Størstedelen af væggene er støbt i den del af byggeriet, som skal forbinde universitet og hospitalet. Armeringsjern bliver støbt ind i kældervæggene og gulve for at øge byggeriets styrke. Armeringsjernet indstøbes desuden med det formål at få en tæt væg uden synlige revner. Vi forventer, at de sidste kældervægge er støbt i løbet af uge 22. Herefter gælder det installationerne i kældergulvet, det vil sige blandt andet ventilation og kloakrør som skal etableres, inden vi skal støbe en plade ovenpå. Det er den plade, der vil udgøre gulvet, fortæller Per Seidelin.
SDU Sund forventes overdraget til Syddansk Universitet og taget i brug i starten af 2023.