Fakta om Ambercon
- Ambercon er en af Danmarks førende betonelementproducenter med hovedsæde i Støvring og produktion i Støvring og Rødekro.
- Virksomheden har 180 medarbejdere og en omsætning i seneste regnskabsår på 217 millioner kroner.
- Markedsandelen i Danmark er på syv procent, og Ambercon afsætter i stigende grad også sine produkter i Sverige og Norge.
- Ambercon ejes af Søren Enggaard og sønnerne Carsten og Torben Enggaard.
Den aktuelle situation i betonelementfabrikken Ambercon får nu ejerne til at skifte ud i ledelse og bestyrelse. Det er blandt andet udsigten til et underskud for fjerde år i træk, der får hovedaktionær Søren Enggaard til at tilføre virksomheden nye kræfter i ledelse og bestyrelse.
– Den nuværende ledelse har haft fokus på at skære til og begrænse underskuddet. Det har været nødvendigt, men jeg må også konstatere, at det ikke har givet de ønskede resultater. Det har vi haft en løbende dialog om de seneste måneder, og nu har jeg i samråd med mine rådgivere valgt at sætte et nyt og mere vækstorienteret hold, udtaler Søren Enggaard.
Indeværende regnskabsår, der går til 30. april 2016, tegner til at blive det fjerde i træk med røde tal, men vi er af den overbevisning, at vi ikke kan spare os ud af problemerne.
Torben Enggaard tilbagevendt adm. direktør, Ambercon
Betonelementbranchen i Danmark er generelt godt på vej tilbage på vækstsporet og har senest opgjort en samlet ordrebeholdning på 1,8 milliarder kroner. Ikke mindst derfor er det ifølge Søren Enggaard utilfredsstillende, at Ambercon ikke har vendt udviklingen.
– Den nuværende ledelse blev indsat på et tidspunkt, hvor Ambercon havde haft to år i træk med underskud. De forbedrede konjunkturer skal også afspejle sig hos os, og derfor er der behov for et andet fokus, siger han.
Skabe større stolthed
Søren Enggaard vender selv tilbage som menigt medlem af bestyrelsen og vil i perioder være mere synlig i den virksomhed, som blev grundlagt i 1965.
– Jeg glæder mig til at vende tilbage til produktionsarenaen. Beton har jo altid været min metier, fortsætter han.
Med sig har han Torben Simonsen (48), der bliver ny bestyrelsesformand for virksomheden. Torben Simonsen er direktør i konsulentvirksomheden PlusPart og har mere end 30 års erfaring fra finanssektoren. Senest som områdedirektør i Nordea i Region Nordjylland. Torben Simonsen skal med sin ledelseserfaring og forretningsmæssige kompetencer være tæt sparringspartner for direktionen og i det hele taget styrke virksomhedens strategiske afsæt.
– Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, og jeg ser Ambercon som et nordjysk industriikon med et meget stort potentiale. Vi har en god base i dygtige medarbejdere og moderne produktionsfaciliteter, og vi skal nu have fokus på at skabe større stolthed i virksomheden med fokus på lønsomhed og vækst, pointerer Torben Simonsen.
Udover Torben Simonsen og Søren Enggaard indtræder også Thomas Raunsbæk (44), der er adm. direktør i den MT Højgaard-ejede virksomhed Ajos A/S, i bestyrelsen. Han kommer med en bred ledelses- og erhvervserfaring og har blandt andet været med til at gennemføre flere succesfulde turnaround. Både Torben Simonsen og Thomas Raunsbæk er bosat i Nordjylland.
Fokus på lønsom produktion
Medindehaver Torben Enggaard vender også tilbage som adm. direktør i virksomheden. Torben Enggaard, der er søn af Søren Enggaard, sad som direktør i Ambercon i perioden fra 2005 til primo 2014, hvor han efter nøje overvejelser valgte at fratræde posten som adm. direktør. Ifølge Torben Enggaard var der på daværende tidspunkt behov for et pusterum oven på nogle hårde kriseår:
– Betonelementbranchen generelt og Ambercon i særdeleshed blev hårdt ramt af krisen. Vores nye fabrik i Støvring stod klar på det dårligst tænkelige tidspunkt, og det har givet os nogle tæsk. Men vi har også lært meget, og jeg føler mig sammen med de dygtige medarbejdere og den nye bestyrelse godt rustet til at vende virksomhedens udvikling, forklarer han.
Torben Enggaard har indtil for nylig arbejdet med udviklingen af et stort vindmølleprojekt i Skotland, som er tæt på at blive en realitet, men nu glæder han sig til at vende tilbage til den branche, som han kender.
– Jeg går meget ydmygt til opgaven og ved, at der fortsat er en del udfordringer. Indeværende regnskabsår, der går til 30. april 2016, tegner til at blive det fjerde i træk med røde tal, men vi er af den overbevisning, at vi ikke kan spare os ud af problemerne. I stedet skal vi have mere fokus på lønsom produktion og nysalg, og det bliver min vigtigste opgave, fortsætter han.