Den danske producent Horn Group lancerer nu vinduer med ny teknologi. Det såkaldte Ventilationsvinduet tilfører frisk forvarmet luft på kolde dage, det har en selvkølende effekt på varme dage og forbedrer indeklimaet med ventilation, der løser problemer som fugt og skimmelsvamp. Samtidig giver vinduets konstruktion en effektiv støjdæmpning, lyder det fra producenten i en pressemeddelelse.
– Ventilationsvinduet er verdens mest effektive Plus-energi vindue og forandrer fuldstændig, hvad et vindue kan, fortæller Peter L. Clausen fra Horn Group.
– Først og fremmest fordi det ikke er hermetisk tæt, men med intelligente patenterede termostatventiler og Climawin-teknologien tilfører energi til boligen, så der kan spares op til 25 procent på udgifterne til at lufte ud. En bæredygtig løsning, som både gavner klimaet og vil sikre mange mennesker et bedre indeklima for færre penge, fortsætter han.
Ifølge Horn Group skabes energien i rummet mellem vinduets 2-lags energi-rude og 1-lags rude. Her lukkes der frisk luft ind via ventilerne i vinduesrammen, og luften forvarmes mellem glaslagene, inden den føres ind i boligen.
Både varme og køling
Ventilerne i vinduet er selvstyrende, så de åbner og lukker efter temperaturen. Kommer udetemperaturen for eksempel op på 23 grader, lukkes der automatisk for tilførslen af forvarmet luft til boligen – og i stedet skifter Ventilationsvinduet til selvkøling.
Det sker ved at vende ventilen i toppen af vinduet, så den forvarmede luft ledes ud. Dette virker selvkølende, når den anden ventil i toppen af vinduet åbner, så frisk luft kommer direkte ind i boligen som naturlig ventilation.
Ønsker man ekstra selvkølingseffekt og solafskærmning på solrige dage, kan der også monteres persienner mellem vinduets glaslag.
Sundere indeklima
Horn Group fremhæver, at stadig flere boligejere i dag oplever problemer med kondens, fugt og i værste fald skimmelsvamp. Dels fordi husene er meget tætte, dels fordi man i en travl hverdag kan glemme at få luftet nok ud.
– Nu klares dette automatisk af Ventilationsvinduet, og den øgede tilførsel af frisk luft sikrer et sundere indeklima, siger Peter L. Clausen.
– Ventilationsvinduets funktion og virkning er testet og fuldt dokumentet. Erfaringer fra installationer over hele landet viser, at indeklimaet kan forbedres så meget, at mekanisk ventilation kan reduceres eller helt undværes, fortsætter han.