Der dukker flere byggepladser op i det danske landskab. Byggeriet får igen flere opgaver i ordrebøgerne, men den positive tendens øger også risikoen for negative oplevelser med tyverier. Dansk Byggeri har tidligere vurderet, at tyverier årligt koster byggebranchen 600 millioner kroner i direkte og indirekte omkostninger. Det skriver entreprenørvirksomheden BHC Anlæg & miljø i en pressemeddelelse.
BHC har også oplevet tyverier fra byggepladser og har derfor øget sit fokus på at sikre virksomhedens maskiner og udstyr.
Den største opmærksomhed kommer desværre ofte først, når tyverierne er sket.
Mads Nielsen Afdelingsleder hos BHC
– Det er for dyrt at holde stille, fordi udstyr bliver stjålet. Så hvis en minigraver eller bil bliver stjålet, er man nødt til straks at få fat i en ny. Men netop for at undgå dette har vi haft fokus på at øge sikkerheden omkring vores udstyr, siger afdelingsleder hos BHC, Mads Nielsen, og uddyber:
– Der er meget fokus på indhegning og sikkerhed, når der afholdes opstartsmøder på byggepladserne. Men den største opmærksomhed kommer desværre ofte først, når tyverierne er sket.
Nye systemer
Tyveriproblemerne har sat fart i udviklingen af systemer, der kan gøre livet mere besværligt for tyvene. Det gør det samtidig lettere for byggevirksomhederne at sørge for, at de ikke bliver forsinket af ubehagelige overraskelser. Hos BHC kombineres sikkerheden i GPS-tracking endda med andre funktioner såsom elektroniske kørebøger fra ABAX.
– Da byggepladser ofte ligger lidt øde hen, følger vi altid en procedure med at låse alt inde med godkendt bom og lås. Og så sikrer vi alle maskiner, der har en værdi over 5.000 kroner, med chip, DNA eller udstyrskontrol, så vi kan spore udstyret, siger Mads Nielsen, der selv har monteret ABAX’ kontrolsystem på eksempelvis lysmaster og pladestampere.
– Systemet har eksempelvis hjulpet os med at spore nogle antenner til en værdi af 180.000 kroner, der var blevet læsset af ved en byggeplads. Blot halvanden time senere var de stjålet, men vi fandt dem via systemet, hvilket sparede os for en masse ekstra arbejde med at fremskaffe nyt udstyr, siger han.
Udover sikring af det enkelte udstyr benyttes der også vagtværn ved byggepladserne. Denne løsning er dog så dyr, at den ofte kun benyttes af større entreprenører.