Den 15. april åbnede en helt ny udstilling. Navnet er Villum Window Collection, og placerinegn er på Maskinvej 4 i Søborg i VKR Gruppens tidligere hovedsæde fra 1951.
Idéen bag udstillingen er, at den besøgende får en tredimensionel og sanselig oplevelse af vinduets oprindelse og udvikling gennem tiden – fra det første lyrehul i taget til nutidens intelligente og klimavenlige vinduer. Villum Window Collection rummer således 300 historiske vinduer fra 1600-tallet og frem til i dag, oplyses det i en pressemeddelelse.
Udstillingen er bygget op omkring Tidstunnellen, som er en lineær rejse gennem forskellige rum og tidsaldre, hvor den besøgende får en tredimensionel og sanselig oplevelse af vinduets betydning for menneskets adgang til lys, luft og udsyn. Den besøgende kan også gå på opdagelse i mere end 60 forskellige vinduer fra forskellige tidsaldre, baseret på en kronologisk og stilmæssig opdeling af vinduessamlingen.
Villum Window Collection er blevet mulig på grund af en indsamling af vinduer, som Lars Kann-Rasmussen tog initiativ til i 2006. Det er denne imponerende samling, som nu præsenteres i et nydesignet udstillingskoncept – et vinduesmuseum opkaldt efter Lars Kann-Rasmussens far, Villum Kann Rasmussen.
Den nye udstilling er skabt gennem et samarbejde mellem VKR Holding, designfirmaet Rosan Bosch Studio og flere danske museer og internationale aktører i vindues- og glasbranchen.
VILLUM Window Collection er åben for offentligheden tirsdag og torsdag kl. 10.00 – 16.00. Øvrige dage kan udstillingen besøges efter aftale. Det er gratis at besøge udstillingen.