Om projektet
- – Totalrådgiver: Rambøll Danmark A/S
- – Underrådgivere: Pluskontoret A/S Arkitekter MAA og Transform A/S
- – Budget: 76 mio. kr. ekskl. moms
- – Tidshorisont: Forventet ibrugtagning medio 2019
Totalrenoveringen og udvidelsen af rådhuset i Vejen Kommune bliver med Rambøll som totalrådgiver og tegnestuerne Pluskontoret og Transform som underrådgivere. Det oplyser Rambøll i en pressemeddelelse.
– Udvidelsen af Vejen Rådhus er et ambitiøst projekt, der med sin centrale beliggenhed i hjertet af Vejen vil få stor betydning for byen, siger projektchef i Rambøll, Søren Harborg Blicher.
Det nye rådhus skal understøtte nye samarbejdsformer og øget videndeling mellem afdelinger og ansatte.
Kristian Nordheim Partner, Pluskontoret
Det nye rådhus skal samler 184 medarbejdere, og det vindende totalrådgiverteam har givet deres bud på to forskellige løsningsforslag: Om- og tilbygning af rådhuset i form af en udvidelse med to etager i højden eller et nyt byggeri i fire etager med offentlige funktioner og kontorarealer samlet omkring et åbent atrium. I begge forslag er det tanken, at de enkelte etager placeres forskudt i facadeudtrykket, så skalaen nedbrydes, og der skabes attraktive balkoner og tagterrasser. Facaderne i begge forslag er nye og holdes i lyse, imødekommende og robuste materialer.
Optimale muligheder
Det er en væsentlig målsætning for Pluskontoret, Transform og Rambøll at skabe en topmoderne arbejdsplads med optimale indretningsmuligheder og et godt arbejdsmiljø, der indbyder til nye måder at samarbejde på – bl.a. i form af åbne kontormiljøer med et sundt indeklima. Brugerinddragelse indgår som et væsentligt redskab i udviklingen af gode forhold for ansatte og borgere i det nye rådhus.
– Det nye rådhus skal understøtte nye samarbejdsformer og øget videndeling mellem afdelinger og ansatte, så fordelene ved at samle flere administrative funktioner udnyttes bedst muligt. Rådhuset skal ud over at være en god arbejdsplads også tage godt imod de borgere, der benytter huset, siger Kristian Nordheim, der er arkitekt og partner hos Pluskontoret.
Moderne ansigt
Ambitionen er, at det nye rådhus vil byde velkommen med et nyt, moderne ansigt for et samlet Vejen Kommune.
– Man skal føle sig velkommen i huset, samtidig med at det skal være let at finde rundt, og man skal føle, at systemet er effektivt. Kontakten til rådhustorvet og modtagelsen er derfor yderst vigtig, siger Lars Serup, arkitekt og tegnestueleder hos Transform.
I projektet for nyt Vejen Rådhus trækker Pluskontoret, Transform og Rambøll blandt andet på erfaringerne fra deres aktuelle samarbejde om opførelse af Rambølls nye DGNB-certificerede kontor i Esbjerg. De tre rådgivere har tidligere samarbejdet om en række projekter og har hver især en omfattende portefølje af markante byggeriprojekter med mennesket i centrum.