Her skal NCC lægge klimavenlig asfalt i 2022:
- Motorvejen ved:
- Odense
- Kolding
- Høje Taastrup
- Hovedlandevej ved:
- Boserup
- Hillerslev
- Gørløse
- Jyllinge
- Viborg
- Spodsbjerg
- Kastbjerg
- Sunds
- Ørnhøj
- Skave
- Finderup
- Hvam
De seneste par år har NCC’s asfaltdivision haft fuld fokus på KVS og hjulpet Vejdirektoratet med at producere og udlægge mange tusinde tons af den klimavenlige asfalt på i alt 18 strækninger.
2022 er ingen undtagelse. Her har NCC nemlig vundet yderligere 15 KVS-strækninger rundt i landet. Det svarer til 57 km vej fordelt på almindelige hovedlandeveje samt 4- og 6-sporede motorveje.
– Vi ser frem til endnu flere KVS-strækninger i det nye år. Vi har efterhånden rigtig god erfaring med klimavenlig asfalt. Det gælder både i fremstillingen af asfalten på vores fabrikker, men også i udlægningen på vejene, siger Bjarne Bo Lund-Jensen, Produktchef i NCC Industry, Asfalt.
Han fortæller, at den særlige asfalt er lettere for bilerne at køre på, fordi belægningen giver mindre rullemodstand mellem dæk og vej. Og når rullemodstanden på vejen er mindre, kører bilerne længere på literen. På den måde bruges mindre brændstof, og CO2-udledningen reduceres.
Udsigt til en grønnere vejtransport
Siden 2011 har NCC sammen med Vejdirektoratet, industrien og forskere fra universitetsverdenen været med til at udvikle den klimavenlige asfalt.
– Det er altid spændende, når mange års forskning bliver ført ud i livet. KVS er til gavn for vores miljø og klima, og som virksomhed er vi naturligvis glade for at kunne bidrage til en mere grøn vejtransport i Danmark, siger Bjarne Bo Lund-Jensen.
Udlægningen af de mange tons klimavenlig asfalt sker i forlængelse af regeringens beslutning om, at al ny asfalt på statsvejnettet som udgangspunkt skal være klimavenlig.
Områdechef i Vejdirektoratet, Gert von der Ahe, tilføjer:
– Asfalttypen er den eneste af sin art i hele verden, og den kan have stor betydning for bestræbelserne på at gøre noget ved CO2-udledningen, der kommer fra vejene. Når hele statsvejnettet er udskiftet med den klimavenlige asfalt, ved det almindelige asfaltskifte, så bidrager den klimavenlige asfalt med betydelige CO2-besparelser samtidig med, at det samfundsøkonomisk er en fordel at investere midler til.
Ifølge Vejdirektoratets beregninger vil biler og lastbiler bruge cirka 1,2 % mindre brændstof, hvis de kører på en KVS-belægning. Det lyder umiddelbart som et beskedent tal, men set i et større perspektiv er der, ifølge Bjarne Bo Lund-Jensen fra NCC, store gevinster at hente.
– Hvis vi ser på den samlede brændstofbesparelse for alle bilister over en længere periode, vil vi kunne spare klimaet for mange tusinde tons CO2. Det giver derfor rigtig god mening at udskifte de gamle belægninger med klimavenlig asfalt.
Undgår transport
NCC er ved at få produceret varedeklarationer – de såkaldte EPD’er – på egen asfalt. En produktspecifik EPD er en deklaration, der udformes for et konkret produkt fra en bestemt producent. Den kan derfor godt adskille sig fra andre producenters EPD for et tilsvarende produkt.
For eksempel kan EPD’er på asfalt, der er produceret på en fabrik, som bruger råstoffer fra en nærtliggende grusgrav, opnå en lavere CO2-udledning, når det kommer til transport.
– Vores asfaltfabrik i Gammelrand får materialer fra vores grusgrav, der ligger på nabogrunden. På den måde undgår vi transportvejen, og det vil alt andet lige have en positiv indflydelse på den pågældende EPD, siger miljø- og kvalitetskoordinator i NCC Industry, Asfalt, Susanne Carlsen.
Mere genbrugsasfalt
Også NCC’s nye asfaltfabrik i Glostrup, som har et markant lavere energiforbrug end den gamle fabrik, vil påvirke de kommende EPD’er positivt.
Denis Nyrup Malm, der er driftsleder på Ejby Asfaltfabrik, forklarer:
– Vi har valgt at slå vores to fabrikker sammen i hhv. Herlev og Glostrup. Derfor udskifter vi den gamle asfaltproduktion i Glostrup med en ny og større fabrik, som udover at optimere energiforbruget også skal bidrage til at sætte skub i vores bestræbelser på at producere mere genbrugsasfalt.
Med den nye fabrik, der startede produktionen i efteråret, forventer Susanne Carlsen en positiv effekt på de fremtidige miljødeklarerede asfaltprodukter, der bliver fremstillet på fabrikken i Glostrup.
– I sidste ende handler det om at skabe transparens i branchen og dermed hjælpe vores kunder med at træffe nogle mere bæredygtige valg af asfaltbelægninger, slutter Susanne Carlsen.