Om projektet
- – Bestiller: Bygningsstyrelsen
- – Bygherre: Velliv
- – OPP-leverandør: A. Enggaard A/S
- – Bruger: Udlændingestyrelsen
- – Totalentreprenør: A. Enggaard A/S
- – Rådgivere: AART Architects A/S og Arne Elkjær A/S
- – Kontraktsum: 480 millioner kroner
- – Areal: 9.900 kvadratmeter, samt 1.100 kvadratmeter kælder
- – Ibrugtagning: 2020
I foråret 2020 flytter Udlændingestyrelsen fra forskellige adresser i København til Næstved, og byggeriet af styrelsens nye bygning overholder tidsplanen og forløber planmæssigt.
Flere end 300 personer deltog torsdag i rejsegildet.
– Udlændingestyrelsen får en fantastisk ny bygning her i Næstved, som er designet til de specielle funktioner, som styrelsen udfører. Vi håber derfor, at de mange medarbejdere, der i dag besigtiger stedet for første gang, får en positiv oplevelse. Som OPP-leverandør og totalentreprenør er vi meget tilfredse med samarbejdet med både Bygningsstyrelsen, Udlændingestyrelsen og Næstved Kommune, samt de øvrige parter i projekter. Det hele forløber planmæssigt, og bygningen vil være indflytningsklar til aftalt tid og budget i foråret 2020, forklarer afdelingschef Jens Skinnebach fra A. Enggaard, som er OPP-leverandør og totalentreprenør på projektet.
OPP for niende gang
Byggeriet sker som et Offentligt Privat Partnerskab (OPP) og er A. Enggaards niende OPP-/OPS-byggeri. Det betyder blandt andet, at OPP-leverandøren A. Enggaard A/S ikke blot står for byggeriet, men også for driften af bygningen – i dette tilfælde i perioden fra 2020 til 2040.
Byggeriet er på ca. 10.000 kvadratmeter samt 1.100 kvadratmeter kælder og vil blandt andet rumme et stort borgerservicecenter. Bygningen får plads til ca. 400 medarbejdere, og der er stort fokus på at skabe et åbent og dynamisk arbejdsmiljø med balance mellem videndeling og faglig fordybelse med både storrumskontorer og flexrum med mulighed for stillearbejdspladser. Bygningen består af tre forskudte atriumhuse på op til fem etager og tilpasses det eksisterende byrum, hvor indgangen til borgerservice åbner sig mod banegårdspladsen. Der etableres også en forplads med legeareal samt vente- og opholdspladser. Hovedindgangen placeres ud til det grønne område ved Munkebakken.
A. Enggaard har AART Architects med som arkitekter og Arne Elkjær som ingeniørrådgiver.