Fællesskaber, klima og tilknytning til lokalområdet er fundamentet for fremtidens fællesinstitution med daginstitution og plejecenter, som står færdig i landsbyen Gauerslund ved Vejle i 2023.
Alle værdierne afspejles i arkitekturen, design af inde- og udearealer, materialevalg med videre. Kong Gauers Gård, som stedet kommer til at hedde, udformes som en slags mini-landsby med en plejehjemsdel og en daginstitution. Plejehjemsdelen består af tre selvstændige boenheder som udformes som trelængede gårde og med plads til 79 lejligheder i forskellige størrelser. Her skal de ældre bo og have deres hverdag.
Derudover skal der være et stort, fælles aktivitetscenter, hvor der indgår en række faciliteter. Centerdelen forbinder boenhederne med daginstitutionen, som får plads til 120 børnehave- og vuggestuebørn. Byggeriet er tænkt sammen med skolen, hallen og det øvrige lokalsamfund – og også arkitektonisk inspireret af landskabet og de omkringliggende gårdes arkitektur, så det nye naturligt flettes ind i det gamle.
Til gavn for hele byen
Visionen med Kong Gauers Gård er at få en institution, som bliver et aktiv i lokalområdet, og som med sin udformning giver mulighed for naturlige møder mellem børn, plejehjemsbeboere og resten af byen.
– Centralt i projektet placerer vi derfor et stort aktivitetscenter, hvor både plejehjemsbeboere, daginstitutionen, personale, gæster og borgere fra resten af byen kan samles til kreative værkstedsdage, banko og torvedage og i det hele taget mødes naturligt, fortæller Kenneth Fredslund Petersen og Anja Daugaard, medlemmer af henholdsvis seniorudvalget og børne- og familieudvalget i Vejle Kommune.
Også udearealernes forskellige gårdarealer er designet, så de kan bruges af mange forskellige brugere i løbet af dagen. Eksempelvis kan udearealerne ved børnehaven, som bliver indrettet med legearealer, boldbaner og mountainbikeruter, benyttes af børnehavebørnene i dagtimerne og på andre tidspunkter af børnene fra det nærliggende boligområde og byens skole.
Desuden kan områderne også bruges som balance- og motorikbaner for byens borgere, mens en dyrehave og et amfiteater kan glæde både daginstitutionens børn, plejehjemmets beboere og byens familier.
– På sigt er sammenhængen mellem børn, ældre og det omkringliggende samfund også et vigtigt fokuspunkt, når vi skal til ansætte ledere og medarbejdere til stedet. Det er vigtigt, at alle er med på hovedidéen om fællesskab og synergi fra begyndelsen, fortæller de to politikere.
Rig på verdensmål
Det er Sweco og Årstiderne Arkitekter, som er udvalgt til at designe projektet. De har i udarbejdelsesfasen screenet byggeriet i forhold til både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål, og de planlægger at indarbejde tiltag, der bidrager til 15 ud af 17 verdensmål.
Flere af tiltagene er meget konkrete: Eksempelvis vil man arbejde med regnvandsopsamling i en klimasø, biodiversitet, ligesom byggeriet bliver opført i langtidsholdbare materialer med lang levetid og lavt vedligehold.
Der er første spadestik i efteråret 2021, og det nye byggeri forventes at stå klar i 2023.