Ifølge Danmarks Statistik stiger antallet af seniorer i Danmark i de kommende år. En undersøgelse fra Realdania redegør i 2016 for, at 104.000 ældre i Danmark føler sig ufrivilligt ensomme, og ca. 80.000 seniorer drømmer om at bo i et fællesskab med jævnaldrende – men der mangler egnede boliger.
Derfor implementeres nu et nyt privatfinansieret koncept for seniorboliger, der danner rammen for trygge og sikre fællesskaber. Konceptet hedder Bovieran og bygger på et fællesskabsprincip i et sundt klima året rundt, inspireret af klimaet man finder ved Rivieraen (Bovieran = Bo-ved-Rivieraen).
Bovieran har gennem de seneste 10 år været indført med stor succes i Sverige, hvor der er gennemført ca. 20 projekter. Flere nye projekter er på vej, og interessen er stor.
Den overdækkede vinterhave
Vinterhaven er omdrejningspunkt for fælles aktiviteter af forskellig karakter, fx Petanque bane og fælleshus til spisning.
Vinterhaven er overdækket med glas og der vokser eksotiske planter og træer fra hele verden. Palmer, oliventræer og andre planter er nøje udvalgt, så de tilsammen giver beboerne et harmonisk og afslappende miljø, hvor de kan nyde livet og slappe af med en god bog, omgås naboerne eller hygge med familien på besøg.
Bovieran bygger således på at danne et fællesskab blandt ejendommens beboere via vinterhaven, som aldrig får en temperatur under 10 grader. Beboerne kan derfor færdes ‘ude’ året rundt – også uden risiko for isslag ude foran deres egen hoveddør om vinteren.
Adgang til et Bovieran hus sker gennem én indgang til vinterhaven, som sikres med video-dørtelefon og adgangskontrolsystem. Blandt flere tiltag sikres fx private have-/altandøre og vinduer, samt adgangsdørene til de enkelte lejligheder, ligesom der installeres røgalarm i alle boliger. I sundhedsområdet opsættes en hjertestarter.
Bovieran Danmark A/S har derfor igangsat en målrettet kampagne, i første omgang rettet mod alle kommuner på Sjælland, for at kortlægge mulighederne for at etablere de første Bovieran projekter i Danmark. Et grundareal på 8.000 – 10.000 kvadratmeter vil være optimalt.
Lars Jacobsen fra Sjælsø Managements ledergruppe er indsat som direktør i Bovieran Danmark, men fastholder samtidigt sin stilling som projektudviklingsdirektør i Sjælsø Management.