Nu bygges der på den tomme grund, der ligger ved byparken ud mod Ørestads Boulevard og C.F. Møllers Allé i Ørestad City. Det har hidtil ligget i kortene, at grunden skulle bebygges med en blanding af boliger og erhverv, men lokalplanen for Ørestad City muliggør dog et rent boligbyggeri, og det er det, Skanska nu udnytter.
Skanska opfører 300 lejeboliger og har døbt byggeprojektet ‘Ø Huset’ efter den grønne gårdhave, der ligger som en ø i midten af boligblokkene. Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet byggeriet, der kommer til at bestå af fire selvstændige bygningskroppe på i alt 26.000 etagemeter.
Vi er overbeviste om, at projektets udformning som en moderne karrébebyggelse med et stort, grønt gårdrum vil være et særdeles attraktivt produkt for nye børnefamilier.
Peter Nymann-Jørgensen Adm. direktør, Skanska
Hullet lukkes
– Der ligger i forvejen godt 1.200 boliger umiddelbart omkring byparken, og nu bliver det sidste hul lukket i denne del af Ørestad. Det glæder mig, hver gang et byggeri går i gang, og byggeriet hér er naturligvis et sikkert tegn på, at Ørestad er et særdeles attraktivt område både for investorerne og for boligkøberne. Der er rift om boligerne i Ørestad, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.
Hos Skanska regner man med, at byggeriet bliver attraktivt for børnefamilierne.
– Vi er rigtig glade for at få mulighed for at udvikle det sidste byggefelt mod byparken og dermed bidrage til boligudviklingen i Ørestad. Vi er overbeviste om, at projektets udformning som en moderne karrébebyggelse med et stort, grønt gårdrum vil være et særdeles attraktivt produkt for nye børnefamilier, siger adm. direktør i Skanska, Peter Nymann-Jørgensen.
8 til 12 etager
Ø Huset får en variation af lejligheder fra ca. 60 til ca. 120 kvm. Hovedvægten af boligerne bliver på tre og fire værelser, og alle boliger får altaner mod syd eller vest. De fire selvstændige bygningskroppe kommer til at ligge omkring et fælles gårdrum med læ for vinden. I gårdrummet skal græsplæner, træer og buske være med til at give det åbne opholdsrum liv og variation. Desuden bliver nicher med borde, bænke og en stor legeplads, hvor beboerne kan opholde sig, en integreret del af gårdrummet.
Arkitekturen er baseret på enkelthed og holdbarhed. Bygningshøjden varierer fra 8 til 12 etager, og facaderne skal bestå af tegl i forskellige nuancer fra rødt til koksgråt.
I den del af byggeriet, der vender ud mod Ørestads Boulevard, vil der blive etableret åbne funktioner såsom café og dagligvarebutik.
Skanska afventer nu byggetilladelse, og forventer at byggeriet kan igangsættes allerede ultimo 2015.