Skou Gruppen havde det laveste bud ved en licitation hos AAB og har dermed håb om at komme i betragtning til en renovering af 20 boligblokke hos AAB’s afdeling 111 på Amager. Skou Gruppens bud lød på 212 millioner kroner, hvilket var 5,2 millioner mindre end næstlaveste bud. Højeste bud var på godt 245 millioner kroner. Der er andre faktorer end prisen, der har betydning for tildelingen af opgaven, og bygherre skal nu evaluere de afgivne tilbud.
Projektet er en del af Helhedsplan Parkskellet, hvor der skal gennemføres en gennemgribende skimmelsvamp-sanering efterfulgt af helt ny aptering af boligerne, som blandt andet skal have nye gulve, badeværelser, køkkener og vinduer. Udvendigt skal blokkene forsynes med en ny skalmur, ligesom alle udeområder også skal gennemgå en omfattende renovering. Endelig skal et nyt fælleshus også opføres som en del af entreprisen.
Projektet er planlagt med opstart i juni og løber herefter i 26 måneder.