To km spunsvæg til 162 mio. kr.

En række af de ankre, der fastgør spunsvæggene ved Lyngbyvejen, har overfladekorrosion og begyndende tæring. Der er desuden konstateret lokale deformationer af spunsvæggene.
Hvis spunsvæggene ikke er ordenligt forstærket, kan det medføre lokale sænkninger af asfaltbelægningen. Foto: Colourbox.
Hvis spunsvæggene ikke er ordenligt forstærket, kan det medføre lokale sænkninger af asfaltbelægningen. Foto: Colourbox.

Transportminister Magnus Heunicke (S) har bedt Folketingets Finansudvalg om tilladelse til, at Vejdirektoratet kan igangsætte en forstærkning af spunsvæggene langs Lyngbyvej nord for København. Det forventes, at den samlede udgift løber op i 162,2 millioner kroner.

Spunsvægge er støttevægge af stål, som forhindrer jorden i at skride, og der er behov for at foretage en yderligere forstærkning langs Lyngbyvej – mellem Kildegårds Plads og Tuborgvej – en strækning på godt to kilometer.

Vejdirektoratets eftersyn har vist, at en række af de ankre, der fastgør spunsvæggene, har overfladekorrosion og begyndende tæring. Der er desuden konstateret lokale deformationer af spunsvæggene som følge af brud på ankre.

Advarsel

Vejdirektoratet vurderer på den baggrund, at beskyttelsen af ankrene ikke er tilstrækkelig, og at der vil opstå flere brud:

– Svigt af yderligere ankre kan medføre lokale sænkninger af asfaltbelægningen. En sænkning af asfalten vil betyde, at hastigheden for trafikken skal reduceres på Lyngbyvej og eventuelt Helsingørmotorvejen, og på sigt at trafikken skal dirigeres væk, oplyser transportministeren.

Arbejdet udbydes i én samlet entreprise, der løber over fire år: 2014-2017, og projektets totaludgift på 162,2 millioner kroner (2013-priser).

Vejdirektoratet har udarbejdet en risikovurdering af projektet, og den viser, at den væsentligste risiko er usikkerheden på entreprenørmarkedet, herunder at få entreprenører har den fornødne ekspertise og udstyr til at kunne byde på projektet.

Relateret indhold