Trods forurenet grund står driftscenter klar til aftalt tid og pris

I Aalborg er netop indviet et nyt driftscenter, hvor ca. 85 driftsmedarbejdere samles i ét multiforsyningsselskab.
Helt efter planen kunne Aalborg Forsyning onsdag byde velkommen til den officielle indvielse af sit nye driftscenter.

Hidtil har Aalborg Forsynings driftsmedarbejdere fra vand, varme, gas, kloak og køl og lageret været spredt på fire adresser i byen, men nu har man på Gasværksvej 28 netop indviet et nyt driftscenter, hvor ca. 85 driftsmedarbejdere samles i ét multiforsyningsselskab.

Og særligt glæder bestyrelsesforkvinde i Aalborg Forsyning, Anna Aaen, sig over den gode styring, der har været med byggeprocessen:

– Det har resulteret i, at Aalborg Forsyning både har overholdt tidsplanen og budgettet i dette projekt, selvom det har været kompliceret f.eks. at bygge på en forurenet grund.

Læs også

Ny certificering: Svanemærker bygninger i drift

Det nye driftscenter er nemlig bygget på den tidligere gasværksgrund, og det har stiller nogle helt særlige krav til byggeriet, hvor indeklimaet og arbejdsmiljøet har været i fokus:

– Inden vi gik i gang med byggeriet, er forureningen på grunden nøje blevet kortlagt, og i byggeprocessen har vi haft et stort fokus på at sikre, at forureningen ikke kan påvirke indeklimaet i bygningen, siger Aalborg Forsynings adm. direktør, Søren Gais Kjeldsen.

Han fortsætter:

– Ud fra et forsigtighedsprincip og for at sikre et godt arbejdsmiljø har vi etableret afværgeforanstaltninger i form af ventilerede gulve i driftscentret.

De ventilerede gulve sikrer, at der ikke sker afdampning fra undergrunden og ind i bygningen, men at eventuelle dampe transporteres uden om bygningen. Der bliver løbende foretaget målinger, og de er under alle grænseværdier.

Læs også

Blotlægger å i Aalborg: Giver mere byliv og biodiversitet

Driftscentret er på ca. 5.000 m2, som fordeler sig på værksteder, kontorer og lager. Bygningerne rummer mange funktioner og skal opfylde mange forskellige behov. Derfor har medarbejderne været inddraget i, hvordan værksteder og lageret skulle indrettes.

Værkstederne er f.eks. indrettet med intelligente stik og udsug, som starter automatisk, hvis der er brug for det, og der er lifte og kraner på værkstederne af hensyn til arbejdsmiljøet.

Derudover er driftscenteret certificeres efter byggestandarden DGNB-guld, hvilket f.eks. betyder, at der er brugt miljømærkede materialer og fundamenter, terrændæk og slidlag af CO2-reduceret beton. Ligeledes er der brugt lameller af træ fra ansvarlig skovdrift ved driftscentrets indgangsparti og ved tagterrassen.

Relateret indhold