En tysk protestgruppe kan være en større trussel mod Femern-forbindelsen, end man umiddelbart skulle tro. Femern lever primært af turisme og natur, og protestgruppen på 400 medlemmer frygter for de økonomiske konsekvenser, som en stor stigning i trafikmængderne kan få for turismeerhvervet på øen, hvis Tyskland og Danmark bliver forbundet med Femern-forbindelsen. Det skriver DR.
– Det er en borgerbevægelse af Femern-borgere, der har sat sig for at forhindre det her projekt med vold og magt og alle de midler, der står til deres rådighed – og det er ikke så få midler endda, lyder det fra DR’s korrespondent i Berlin, Michael Reiter.
Borgerbevægelser har siden 1980’erne været meget magtfulde i Tyskland. De har før stoppet motorvejsprojekter og ændret andre byggeprojekter.
Michael Reiter Korrespondent, DR
Ligesom Femern-projektet er løbet ind i vanskeligheder i Danmark, er der også udsigt til længere tidshorisonter end oprindeligt antaget på tysk side.
Stærke protestgrupper
Transportminister Magnus Heunicke er taget til Berlin for at forsøge at overbevise tyskerne om at sætte Femern-forbindelsen højt på prioriteringslisten, men selv hvis det lykkes, vil der stadig være den den tyske protestgruppe at forholde sig til, og tyske borgerbevægelser har traditionelt haft stor indflydelse på netop projekter af denne type.
– Borgerbevægelser har siden 1980’erne været meget magtfulde i Tyskland. De har før stoppet motorvejsprojekter og ændret andre byggeprojekter. Det er ikke mere end fire-fem år siden, at Dong Energy ville opføre et kraftværk i det østlige Tyskland. Men projektet blev gennemhullet fra så mange sider, at det til sidst kuldsejlede, og Dong endte med at trække sig ud af det, siger Michael Reiter.
Indtil videre har protestgruppen indsendt 3.000 indsigelser mod projektet, og meldinger lyder på, at det vil tage mere end et halvt år at besvare dem alle. Derudover har gruppen en hjemmeside, hvor den på tre forskellige sprog imødegår argumenterne for en dansk-tysk forbindelse.