Uklart bygningsreglement: Ingen krav til trapper i private enfamiliehuse

Brancheforeningen Dansk Trappe Forening efterlyser krav og regler til interne trapper.
Ifølge Dansk Trappe Forening kan de uklare regler skaber frustration hos rådgivere, håndværkere, bygherrer og private forbrugere. Pressefoto.
Ifølge Dansk Trappe Forening kan de uklare regler skaber frustration hos rådgivere, håndværkere, bygherrer og private forbrugere. Pressefoto.

Manglende gelænder, for stor afstand mellem balustrene og trappetrin, der er alt for smalle. Det er blot nogle af mange eksempler på farlige trapper, der opføres i boliger, fordi bygningsreglementet BR15/18 ikke indeholder krav til trapper i private boliger – udover at den interne trappe skal være god at gå på.

Det betyder, at man faktisk kan købe en ny trappe og i god tro mene, at den er lovlig. Men skal der laves en tilstandsrapport på huset, vil der ofte falde en K3 anmærkning på det manglende gelænder eller de smalle trappetrin, da der er risiko for personskade.

Dansk Trappe Forening, der er en brancheforening for danske træ- og ståltrappeproducenter og forhandlere, oplever, at de uklare regler skaber frustration hos rådgivere, håndværkere, bygherrer og private forbrugere.

– Vi får masser af henvendelser fra forbrugere og fagfolk, der efterlyser lovgivning i forhold til trapper. Jeg har eksempelvis netop modtaget en mail fra en lejer, som var i tvivl om, hvorvidt en bagtrappe i boligen er lovlig. Og her må svaret desværre være, at vi ikke kan komme med et klart svar. Der ikke er nogen lovgivning på området, siger formanden for Dansk Trappe Forening, Henrik Jensen.

Unødvendig uenighed

Udover at de uklare regler kan resultere i farlige trapper i hjemmene, så oplever brancheforeningen også, at de upræcise krav i bygningsreglementet lægger op til uenighed og debat på kryds og tværs. Tvister, der ifølge formanden er helt unødvendige, og som kan undgås med mere klare regler.

– Vi håber derfor på en præcisering af kravene, så vi er mere sikre på, at trapperne lever op til kravene, ligesom man gør det inden for andre dele af et byggeri, siger formanden.

Balance mellem design og sikkerhed

Hos Dansk Byggeri er man enig i, at det giver god mening at have klare regler på området. Ifølge chefkonsulent Torben Hessing-Olsen kan de uklare regler gå udover både bygherrer og entreprenører og medvirke til at forsinke et byggeri, fordi uklarheden kan lægge op til tvister og diskussion.

– Argumenterne er ofte, at alt for specifikke regler kan give designmæssige begrænsninger. Men det er stadig vigtigt, at der er en balance mellem design og sikkerhed i bygningsreglementet, siger han.

På Dansk Trappe Forenings hjemmeside ligger en række råd og anbefalinger, som foreningen mener bør opfyldes, når man skal opføre en intern trappe.

Relateret indhold