Unicon A/S
- Unicon er Danmarks ældste og største producent og leverandør af færdigblandet beton med 35 fabrikker og godt 370 medarbejdere fordelt i hele landet.
- Færdigblandet beton er en beton, der hos Unicon specialproduceres til den enkelte kundes byggeprojekt. Betonen leveres i friskblandet, formbar og uhærdet tilstand.
- Unicon producerede sidste år cirka 1,2 millioner kubikmeter beton.
- Unicon er en del af Aalborg Portland Group, som er ejet af italienske Cementir Holding.
Under byggeriet af hovedstadens nye metrostrækningen fra 2011-2019 leverede Unicon mere end 600.000 kubikmeter specialudviklede betoner til de i alt 22 aktive byggepladser rundt omkring i hovedstaden. Leveringerne var fordelt på mere end 70.000 transporter. At leverencen var enorm fremgår af en hurtig sammenligning. Til Østbroen på Storebælt blev der leveret 259.000 kubikmeter beton, mens Vestbroen består af 540.000 kubikmeter beton.
Danmarks største anlægsprojekt i århundreder har da også holdt projektleder Mogens Bygballe fra Unicon fuldtidsbeskæftiget de sidste seks år:
– Det har været fantastisk at kunne give københavnerne deres by tilbage og samtidig efterlade et så stort og gennemtænkt produkt som Cityringen, der kommer mange hundredetusinde rejsende til gavn hver eneste dag. Det er en rar tanke oven på mange års arbejde med gode samarbejdspartnere, udtaler han.
70.000 læs
Mogens Bygballes arbejde i relation til projektet bestod hovedsageligt i at skaffe pålidelige beregninger og prognoser for volumener samt detailplanlægge logistikken før kritiske støbninger rundt omkring på de 22 byggepladser, som mere præcist omfattede 17 underjordiske stationer og fem skakte forbundet af to tunnelrør á 15,5 kilometer. En opgave, som bød på mere end 70.000 læs beton samt mange og til tider uforudsigelige logistiske udfordringer:
– Projektet er uden sidestykke i forhold til størrelse og kompleksitet. I modsætning til de oprindelige metrostrækninger er der udelukkende tale om et underjordisk netværk af 17 stationer, hvor byggeriet var fordelt ud på hele 22 aktive byggepladser rundt omkring i Danmarks travle hovedstad. Byggepladserne forandrede sig tilmed fra uge til uge, og det stillede derfor store krav til det tætte samarbejde mellem os og pladscheferne fra CMT (Copenhagen Metro Team), forklarer Mogens Bygballe og fortsætter:
– Der var mange logistiske udfordringer undervejs, og vi har også måttet trække på adskillige Unicon-chauffører og betonpumpeførere fra hele landet til at distribuere de mange læs beton. I samarbejde med CMT har det nemlig altid været målet at klare de enkelte opgaver hurtigt og effektivt – både til gavn for byggeprocessen og de mange naboer til byggepladserne. Herudover har vores betonfabrikker i hovedstadsområdet og på Sjælland været travlt beskæftiget siden byggepladserne blev etableret i 2011, og vi har derfor for alvor fået testet vores store produktions- og leveringskapacitet de seneste år.
Forventet levetid: 100 år
I byggeriet af Cityringen er der anvendt særlige højkvalitetsbetoner, som er udviklet og testet af Unicon i samarbejde med entreprenøren og bygherren. Etableringen af de underjordiske stationer krævede meget større mængder in situ beton sammenlignet med almindelige byggerier over jorden.
Den anvendte beton skulle derudover leve op til en forventet teknisk levetid på minimum 100 år. Det stiller store krav til de enkelte delmaterialers kvalitet og betonens sammensætning – for slet ikke at tale om kvalitetskontrollen af den friske beton og den efterfølgende udstøbning på byggepladserne. For en del af betonerne var der desuden krav til brandfasthed, som blev opnået ved tilsætning af polypropylenfibre på 18 mikrometer (en milliontedel meter = 0,000?001 meter, red.) tykkelse, og der var derfor ikke tale om standardleverancer.
– Beton er et levende materiale med et utal af muligheder. Derfor er det altid spændende at være en del af store projekter med ambitiøse bygherrer, som stiller store krav til det byggetekniske såvel som det arkitektoniske, slutter Mogens Bygballe.
Projektet er gennemført i samarbejde med udenlandske partnere, heriblandt Irere, italienere, portugisere, spaniere med videre, som har været en del af det internationale projekt på alle niveauer. Bag byggeriet af Cityringen står bygherre Metroselskabet I/S.