Züblin indgår en række små og mellemstore samarbejder

Foruden de meget store projekter kommer entreprenørvirksomheden fremover til også at have fokus på de små og mellemstore projekter som blandt Det nye Sølund ved Søerne i København.
I november 2020 underskrev Züblin og SAB totalentreprisekontrakten på Det nye Sølund, som er et eksempel på entreprenørvirksomhedens ændrede strategiske fokus i Danmark. Fra venstre: Steen Hager Nielsen, Jens-Henrik Nicolaisen, Vibeke Gravlund og Michael Nielsen-Elgaard. Foto: Züblin.
I november 2020 underskrev Züblin og SAB totalentreprisekontrakten på Det nye Sølund, som er et eksempel på entreprenørvirksomhedens ændrede strategiske fokus i Danmark. Fra venstre: Steen Hager Nielsen, Jens-Henrik Nicolaisen, Vibeke Gravlund og Michael Nielsen-Elgaard. Foto: Züblin.

Züblin er i gang med at ændre strategisk fokus i Danmark.

Det betyder, at virksomheden udover de meget store projekter også har øget fokus på de små og mellemstore byggeprojekter.

Eksempelvis indgår Det nye Sølund ved Søerne på Nørrebro i København – der i dag er taget første spadestik til, og som forløber over flere etaper i en femårig periode – i virksomhedens portefølje af små og mellemstore projekter trods af kontraktsummens samlede størrelse.

Læs også: Stort plejehjemsbyggeri ved Søerne i København sætter fokus på fællesskabet

Züblin arbejder nu på at færdiggøre hovedprojektet til Det nye Sølund og forventer at kunne udbyde en række underentrepriser i starten af det nye år. Det gælder blandt andet murer-, maler- og tømrerentrepriser samt elementmontering og indvendige arbejder.

– Helt konkret, at vi er i gang med at etablere en række samarbejder med underentreprenører, som sammen med os vil indgå i denne type projekter, siger bestyrelsesformand Jens-Henrik Nicolaisen, Züblin, og tilføjer:

– Det gælder ikke kun i forhold til Det nye Sølund, men i forhold til alle de små og mellemstore projekter, vi har i vores pipeline. Vi ønsker langvarige samarbejder baseret på tillid og fælles succes helt i tråd med vores motto ‘Teams Work’.

Åben og tillidsfuld dialog

I forbindelse med Det nye Sølund er projektet udviklet og planlagt i tæt samarbejde mellem bygherre, totalentreprenør og rådgivere.

Det er blandt andet udmøntet i et fælles værdisæt med omdrejningspunktet succes gennem samarbejde.

– Vi har et langt og godt samarbejde med SAB, C.F. Møller Architects og AFRY, som er baseret på åben og tillidsfuld dialog, siger Jens-Henrik Nicolaisen og fortæller, at de som totalentreprenør på den måde sikrer, at de kan imødekomme bygherres ønsker og krav til udførelsen:

– Når byggeriet er optimeret i forhold til fælles mål og interesser, giver det alle parter optimale forudsætninger for at udføre projektet.

Novo Nordisk passer godt til strategien

Et andet projekt, der indgår i porteføljen af små og mellemstore byggeprojekter, er Novo Nordisks nye fabriksbygning på 7.000 kvm i Kalundborg, som man underskrev kontrakt på i slutningen af oktober:

– Kontrakten med Novo Nordisk passer godt til vores strategi i Danmark. Vi har en række små og mellemstore projekter bag os, og det er et område, vi ønsker at have yderligere fokus på fremadrettet. Novo Nordisk stiller høje krav til tidsplan, kvalitet og økonomi, og det er en interessant opgave, som vi glæder os til at løse – særligt i forhold til bygherres ønske om DGNB-certificering. Vi har allerede opstartet de indledende arbejder på byggepladsen og er i fuld gang med at få lukket aftalerne med vores leverandører og underentreprenører, sagde teknisk direktør for Byggeri & Anlæg Vest Jens Bastrup, Züblin, i den forbindelse.

Relateret indhold