I Roskilde stod to forældede bygninger fra 1968 over for en modernisering. Bygningerne var oprindeligt bygget til henholdsvis ungdomsboliger og aktivitetshus.
Byggeprojektet med et areal på 3.300 kvadratmeteer og en byggesum på 40 millioner kroner resulterede i 30 lejligheder i størrelsen to til fem værelser.
Vi oplever en massiv interesse for moderne, klimavenligt byggeri, det er blevet mainstream.
Direktør Bo Jørgensen Boligselskabet Sjælland
Boligerne Sems Have administreres af Boligselskabet Sjælland og har i dag mellem fem og ti års ventetid.
– Omdannelsen af de gamle ungdomsboliger har givet nogle helt andre og spændende rum. De øverste lejligheder er indrettet i den gamle sal, hvor vi har kunnet arbejde med dobbelthøjde, og udendørs giver de nye skiferfacader et helt andet udtryk end de slidte betonfacader, de er lagt hen over. Det forklarer direktør i Boligselskabet Sjælland Bo Jørgensen.
Mulighederne for større lejligheder med højt til loftet har gjort boligerne interessante for en helt ny beboergruppe. Således konstaterer Bo Jørgensen, hvortil han forklarer, at flere flytter ind, når parcelhuset er blevet for stort, og det er mere bekvemt at bo til leje.
Lavenergi byggeri
Sems Have er et lavenergibyggeri i bygningsklasse 2020, hvorfor man foruden stærkt reduceret energiforbrug også har lagt vægt på energiløsninger med sundt og komfortabelt indeklima, god arkitektur og dagslys.
– Vi oplever en massiv interesse for moderne, klimavenligt byggeri, det er blevet mainstream, fortæller Bo Jørgensen.
Til hver lejlighed hører en altan, altangang eller gårdhave, og på taget er der opsat solceller til gavn for afdelingens fælles el-forbrug.
Der er satset massivt på energirenoveringen med isolering, lavenergivinduer af trelagsglas og genbrug af varme fra ventilationsluften for at spare på varmen. Det betyder, at Sems Have i dag har sænket CO2-udledningen med 85 procent i forhold til tiden som ungdomsboliger.
Byggeperioden begyndte sep. 2012, og i dec. 2013 stod familieboligerne færdige.