Bygningsstyrelsen sparer 10 millioner på energi

Bygningsstyrelsens kunder har samlet sparet omkring ni procent på energien de seneste tre år i 114 kontorbygninger i hele landet.
Bygningsstyrelsen har hentet store besparelser på energi de seneste tre år. Foto: Bygningsstyrelsen.
Bygningsstyrelsen har hentet store besparelser på energi de seneste tre år. Foto: Bygningsstyrelsen.

Der er store besparelser at hente ved at bruge timeaflæste data til intelligent energistyring i el- og varmeforbruget. Det kan Bygningsstyrelsen konstatere, efter de i en årrække har anvendt intelligent energistyring af varmen med rigtig gode resultater. Det fortæller Bygningsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Nu ser de gerne disse erfaringer anvendt til, at der også kommer fokus på at reducere spild på elforbruget.

Bygningsstyrelsens energistyring af varmen indeholder blandt andet:

– Som minimum dagligt fjernaflæste værdier

– Budgetter for dagsforbrug og sammenligneligt graddagedereguleret forbrug

– Månedlige statusrapporter i forhold til det budgetterede

– Alarm ved fejlsituationer

– Uddannelse af driftpersonale

Også el

På varmeområdet er der i Bygningsstyrelsens kontorbygninger med et samlet areal på 765.000 kvadratmeter sparet fem millioner kroner på varmeregningen ved at bruge timeaflæste data. Den betragtelige reduktion i forbruget skyldes primært, at man har sænket varmeforbruget i weekenderne, lukket for varmen i sommermånederne og reguleret brugsvand og ventilation.

Også i elforbruget er der store besparelser at hente. Ved at bruge timeaflæste data for elforbruget er det muligt at kortlægge, hvornår elforbruget anvendes på døgnet, ugen og måneden.

– Vores erfaringer viser, at der er rigtig mange besparelser at hente ved at sætte fokus på bygningernes el- og varmeforbrug. De foreløbige erfaringer med kortlægning af elforbruget viser, at der specielt er et stort potentiale i at kigge på det elforbrug, der bruges uden for kontorbygningernes normale åbningstider. Her ligger en stor del af elforbruget nemlig, siger teknisk konsulent i Bygningsstyrelsen Bjarne Dalgaard.

Opgørelsen af elforbruget viser, at der samlet er sparet cirka fem millioner kroner eksklusiv moms.

Mulighed for benchmarking

Bygningsstyrelsen har de seneste år udarbejdet varmemærker for styrelsens kontorejendomme i hele landet. Varmemærkerne viser blandt andet årets forbrug og forbrugsudviklingen over en årrække, og ved hjælp af benchmarking får man en indikator på, om varmeforbruget i ejendommene er højt eller lavt.

– Varmemærket kan være med til at sikre et fortsat fokus på nedbringelse og fastholdelse af energiforbruget. Varmemærket er desuden et godt udgangspunkt for dialog om energibesparelser mellem Bygningsstyrelsen og vores kunder, siger Bjarne Dalgaard.

De gode erfaringer med varmemærket betyder, at Bygningsstyrelsen nu har taget det næste skridt og udviklet et elmærke for styrelsens kontorejendomme. Både el- og varmemærkerne kan findes på Bygningsstyrelsens hjemmeside bygst.dk til inspiration og som benchmarking for andre bygningsejere og lejere.

Relateret indhold