Når en mediciner siger til en kollega, at en infektion er luftbåren, så tænker vedkommende på en type infektion, der kan smitte over lang afstand med mikroskopiske dråber. En dråbeinfektion, derimod, smitter på 1-2 meters afstand. Og da COVID-19 i medicinernes verden er en dråbe-infektion, vil personalet, der behandler patienten, med ganske få midler kunne beskytte sig mod smitte.
En ventilationstekniker ser lidt anderledes på det. REHVA, der er en paraplyorganisation og et samarbejdsorgan for installationstekniske foreninger i Europa, har for nyligt anerkendt luftbåren smittespredning ved COVID-19 pandemien. I deres COVID-19 vejledning anbefales tiltag i forhold til ventilation af bygninger for at forhindre COVID-19, inklusive tilstrækkelig ventilation med udeluft samt udelukkelse af recirkulation.
Ovenstående eksempel er blot et blandt flere på, at faggrupper mener noget forskelligt. Og det er ikke helt usædvanligt. For eksperterne ved f.eks. typisk ikke ved en ny infektion, om den væsentligste smittevej er via indirekte kontakt som berøring af overflader, dråbesmitte ved tæt kontakt eller aerosoler, altså mikroskopiske dråber. Det betyder, at det ikke endnu er til at sige, om en person i f.eks. et storrumskontor, som bliver smittet med COVID-19 af en anden person i samme kontor, har fået smitten via ventilationen.
– Vi er nok ret firkantede, fordi vi ved, hvad vi mener i hver vores gruppe. I min verden mener vi f.eks. ikke, at COVID-19 er luftbåren i den forstand, at den kan rejse over længere afstande. Derfor gælder det om at finde ud af, hvordan vi kan skabe konsensus, siger Elsebeth Tvenstrup Jensen, der er overlæge ved Central Enhed for Infektionshygiejne, Infektionsepidemiologi og forebyggelse på Statens Seruminstitut.
Det arbejde er nu sat i gang. Realdania har netop støttet et projekt, der har som mål at få en væsentlig bedre fælles forståelse for sammenhængen mellem ventilation og sundhed for at hindre smittespredning. Samt at indsamle dansk og international litteratur fra f.eks. afhandlinger, resultater fra forsøg, fagmagasiner og anden vidensopsamling om ventilationssystemets betydning og funktioner under en pandemi. Og der er nok at tage fat på, for forskere over hele verden har publiceret over 24.000 forskningsartikler om COVID-19 og virus og bygninger.
Litteraturen skal så holdes op mod den måde, vi bygger på i Danmark i forhold til andre lande. Den litteratur, der kan bruges i en dansk kontekst, beholdes i samlingen. Herefter skal en gruppe af 10-15 eksperter og et tilsvarende antal lægfolk – bygningsejere og andre, der ikke har en særlig faglig indsigt – forsøge at blive enige om et fælles sprog.
Endelig skal litteraturindsamlingen også bruges til at finde ud af, hvor der mangler viden, så gruppen kan komme med anbefalinger til, hvordan forsknings- og udviklingsmidler på ventilationsområdet fremadrettet bør prioriteres, så man kan stå optimalt forberedt og rustet, når en potentiel ny epidemi eller pandemi kommer.
Flere pandemier i fremtiden
– Det er første gang i Danmark, at vi samler de tre faggrupper i et samarbejde med udgangspunkt i gruppernes litteratur. Og så vidt jeg ved, er vi også de første i verden, der gør det, så det er ret unikt, siger Claus Andreasson, generalsekretær i Danvak, der er et fagligt netværk for professionelle inden for HVAC, energi og indeklima.
Det var i Danvak, ideen til et samarbejde på tværs af faggrupper opstod.
– Vi må regne med, at der kommer flere pandemier i fremtiden, og det skal vi forholde os til, når vi udvikler ventilationsanlæg til f.eks. skoler, kontorer, sportshaller og boliger. Når forskere skal lave forsøg på DTU og universiteter, så er det vigtigt, at de har en forståelse for, hvordan smittespredning af de forskellige sygdomme sker. Men vi og arkitekterne er ikke eksperter i smittespredning, siger Claus Andreasson.
Hos Link Arkitektur, der repræsenterer arkitekterne i samarbejdet, er Mette Dan-Weibel ikke i tvivl om, at der i fremtidens byggeri vil blive skævet til de erfaringer, COVID-19 har givet verden. Som arkitekt og direktør for sundhedsteamet i Link Arkitektur har hun bl.a. stået bag Rikshospitalet i Norge og den nye Nordfløj på Riget, og hun har allerede set, hvordan sygehuse pludselig har haft et behov for at udnytte sine arealer og faciliteter anderledes.
– Udgangspunktet er smitterisikoen og den måde, mennesker bruger bygninger. Vi har allerede lært, at nogle arealer skal indrettes mere fleksibelt. At et undervisningsrum på en sengeafdeling nu ikke bare skal indrettes med AV-udstyr, og hvad der ellers er nødvendigt til undervisning, men også med ventilation, friskluft, lys og medicinske gasser, så det kan tages i brug som sengestue eller undersøgelsesrum, siger Mette Dan-Weibel, der ud over ventilationen også ser på andre elementer af bygningen, som skal tages med i arbejdet.
– Måske skal alle kontakter og håndtag udskiftes med sensorer, måske skal elevatorer – der er oplagte smitteområder – have en sluse med undertryk. Vi er nødt til at bruge forskningen til at sætte udfordringerne i en større kontekst. Og det er ikke alene at udstyre en bygning med større ventilationskanaler, det er, hvordan vi frisklufter, sikrer afstand og undgår smittepunkterne. Alt det er vi som arkitekter ved at gentænke. Både på sygehuse, arbejdspladser, i skoler og boliger. Vi plejer at sige, at vores opgave er at skabe rum for bedre liv, siger Mette Dan-Weibel.
Overlæge Elsebeth Tvenstrup Jensen fra Statens Seruminstitut er enig i, at bygninger skal indrettes anderledes, ikke mindst for at f.eks. medarbejdere kan holde bedre afstand til hinanden.
– Jeg kan ikke afvise, at storrumskontoret er dødt. Det kan også være, at skriveborde kan placeres, så det passer med, hvordan folk sidder i forhold til hinanden, og hvordan der ventileres. Sådan har vi ikke gjort hidtil, men snarere indrettet storrumskontorerne efter, hvad der var optimalt i forhold til arbejdet, støj og dagslys, siger hun.
Klima-dilemma
Eksperterne er opmærksomme på, at de ikke ensidigt kan se på ventilationsanlæg i deres arbejde. De er også nødt til at se på de effekter, som et mere ressourcetungt ventilationsanlæg vil have på andre af samfundets dagsordener.
– Derfor er det vigtigt at samarbejde og samle det, vi ved hver især. Vi skal have afklaret, hvordan vi ud fra et forsigtighedsprincip laver den bedst mulige ventilation, men der er f.eks. også et energihensyn, vi skal have med i vores arbejder. Derfor skal vi konkludere så præcist som muligt, siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.
For Claus Andreasson består en af udfordringerne i, at ventilationskanalerne i det eksisterende byggeri ikke er defineret til at forhøje luftmængden, hvis det viser sig at være en konklusion.
– Gør vi det så alligevel, så stiger energiforbruget på grund af modstand i kanalerne. Det vil gå ud over klimadagsordenen, og det er et klart dilemma med tanke på, at byggeriet allerede står for ca. 40 procent af energiforbruget i Danmark, primært til opvarmning og afkøling. Afhængig af hvordan den energi produceres, kan det også få betydning for mængden af drivhusgasser, vi udleder, siger han.
Færre syge, mere effektivitet
COVID-19 pandemien er ikke ligefrem en velkommen gæst. Men overlæge Elsebeth Tvenstrup Jensen tror, at det samarbejde, pandemien har lagt grundlaget for, vil medføre færre syge og et mere effektivt samfund fremadrettet.
– Hvis vi kan forebygge luftvejsinfektioner, der kan give forkølelse, ved at blive bedre til at forstå ventilationen, så er det en god sidegevinst. Når vi er forkølede, så arbejder vi kun på måske halv kraft. Samtidig får vi smittet kolleger, så det kører i ring. Læg dertil børn, det bliver smittet i skolen, så forældre må blive hjemme for at passe dem. En del af disse infektioner kan vi måske undgå, siger hun.
Arkitekt og direktør Mette Dan-Weibel fra Link Arkitektur oplever allerede nu, at særligt sundhedssektoren efterspørger COVID-19 viden i arbejdet med at planlægge kommende sygehuse. Men hun tror ikke, at investorer og bygherrer generelt af sig selv kommer til at efterspørge større ventilationsanlæg eller andre tiltag i fremtiden.
– Når der kommer en vaccine, er der en fare for, at COVID-19 bliver glemt, og at vi så ikke får indarbejdet de erfaringer, vi har fået, i kommende byggerier. Og dermed er det givet, at tingene gentager sig. Derfor bør forskningsresultaterne og det arbejde, som vi nu laver, bruges som et afsæt til at overveje en revision af for eksempel bygningsreglementet, så det tager højde for, at der vil komme andre pandemier og epidemier i de kommende år, siger Mette Dan-Weibel.
Går alt efter planen, vil gruppen kunne begynde at sige noget om deres resultater i april 2021. I første omgang skal der kommunikeres i Danmark og Skandinavien. Globalt kan nogle lande måske bruge dele af arbejdsmetoden, men ikke nødvendigvis resultaterne, siger Claus Andreasson fra Danvak.
– Der bygges på andre måder, krav og standarder er forskellige, ventilationsanlæggene er nogle andre og klimaet er også anderledes. I USA bruger de f.eks. i høj grad recirkulation i deres ventilationsanlæg, hvilket vi ikke gør. Derfor vil vores anbefalinger ikke kunne overføres en til en. Men vi vil meget gerne inspirere andre, siger han.
