Sommeren er ved at være forbi, og landet over er flere tusinde nye elever begyndt på en erhvervsuddannelse. Men sammenligner man med antallet af tilmeldte forud for studiestart, er der sandsynligvis færre nye elever på erhvervsuddannelserne, end man kunne forvente ud fra antallet af tilmeldte.
Danmarks Statistik har for første gang samlet data om de såkaldt aldrig påbegyndte elever i perioden 2011 til 2016, og opgørelsen viser, at 20 pct. af de tilmeldte elever i perioden ikke mødte op. Aldrig påbegyndte defineres som elever, der har tilmeldt sig et grundforløb på en erhvervsuddannelse, men ikke begynder på uddannelsen. Elever, der tilmelder sig uddannelsen, men ikke får lov til at begynde på grund af adgangsbegrænsninger, indgår også frem til 2015. Adgangsbegrænsninger findes dog kun på få erhvervsuddannelser, og den samlede andel aldrig påbegyndte ville derfor ikke ændres markant, hvis disse ikke talte med.
Ud af de tilmeldte elever, der i perioden 2011-2016 ikke mødte op, var lidt over halvdelen i 2016 stadig hverken i gang med eller havde fuldført en anden ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse. Frafald præger dog også de tilmeldte elever, der begynder på grundforløbet. I denne gruppe er det lidt mindre end en tredjedel af de elever, der begynder på et grundforløb, som i 2016 ikke har fuldført eller er i gang med en uddannelse.
Man skal være opmærksom på, at begge grupper indeholder elever fra hele perioden 2011 til 2016. Således har nogle af de inkluderede elever gået mere end 5 år uden at tage eller begynde en anden uddannelse, mens andre har gået i blot ét år eller mindre.