Der mangler mange ungdomsboliger, men det betyder ikke, at man skal gå på kompromis med kvaliteten.
Ajos A/S har udviklet et nyt koncept for ungdomsboliger ud fra samme kvalitetsniveau i pavilloner, som gælder ved genhusning, institutionsboliger og flygtningeboliger. Pavillonerne har stor fleksibilitet og kan stå fra en kortere periode og op til 25 år eller længere.
Udfordringen er at finde egnede byggegrunde i nærheden af uddannelsesstederne, men her kan kommuner, pensionskasser eller bygherre med projekter i pipeline komme ind i billedet.
Administrerende direktør Ole Wamsler Ajos
Ajos benytter de samme pavilloner som ved andre typer af midlertidige bygninger. Isolering, varmeforsyning og udseende er fuldt ud på linje med permanent byggeri, og pavillonerne kan beklædes efter ønske, så de passer med omgivelserne, skriver Ajos i en pressemeddelelse.
– Konceptet går ud på, at vi indretter enheder med fire pavilloner til ungdomsboliger. Typisk er boligerne lidt mindre end ved andet boligbyggeri, men til gengæld er der flere fællesfaciliteter. De fire pavilloner indeholder fire, seks eller ni værelser og stort køkken med fælles spiseplads. Vi har desuden en model, som er handicapvenlig, hvor køkkenbordet for eksempel kan sænkes, og hvor gangarealerne er bredere, så det er bekvemt for kørestolsbrugere at komme rundt i boligen. Yderligere har vi indrettet en model, som pladsmæssigt svarer til en større lejlighed, fortæller afdelingschef for skur, modul og pavillon Henrik Clausen, Ajos.
Fælleslokaler
Hvis der er ønske om det, kan der monteres både en 1. og en 2. sal med tilsvarende lejligheder. Modulerne kan desuden indrettes med fælleslokaler som fitnessrum, tv-stue, vaskeri og diverse fritidslokaler med indendørs eller udendørs trapper og/eller elevator. Ajos har nogle grundmodeller, men det er kendetegnende for pavillonbyggeri, at det er så fleksibelt, at det kan indrettes præcist, som bygherren ønsker det, og at det kan integreres i det pågældende lokalområde – også i forhold til udendørsfaciliteter som for eksempel tagterrasser, cykelskure, grillområder og lignende.
– Når vi har valgt at kaste os over ungdomsboliger, skyldes det den generelle mangel især i de større byer, og at vi har så stor erfaring med midlertidigt byggeri, at vi virkelig kan tilføre markedet nogle kvalitetsløsninger, siger administrerende direktør Ole Wamsler, Ajos.
– Kunderne vil typisk være kommuner, boligselskaber eller pensionskasser. Udfordringen er at finde egnede byggegrunde i nærheden af uddannelsesstederne, men her kan kommuner, pensionskasser eller bygherre med projekter i pipeline komme ind i billedet. De råder ofte over byggegrunde, der først skal bebygges om flere år, siger han videre.